Melankolske noter svømmer sagte ud af højtalerne. Langstrakte sange svøber mig i medlidenhed. Tristheden er udtalt. Men den er selvvalgt. I stedet for at vælge glæden, lukkes der gang på gang op for mørket.
Historien om A burde være sluttet for længe siden. Alligevel har jeg lukket ham ind igen. Hvorfor? Når alting går lidt for fint indtræder et behov for drama. Det bliver kedeligt uden spænding. Hvis spændingen ikke kan fås i form af nye følelser, hvorfor så ikke ruske op i de gamle kendinge.
Al reel rationalitet er kastet ud af vinduet til fordel for en myopisk kortsigtet tankegang. Og her har du det så. Er det ikke skønt at grave sig ned i kulkælderen over en ligegyldig fyr, man alligevel aldrig kan stole på igen.
I dag sidder han til fin middag med sin kæreste og har den skønneste tid. Ja, okay, måske er de kun venner. Men nej for fanden. Han er sammen med hende igen. Og her sidder jeg som en tumpe og venter på ham. Igen.
Det er en ond cirkel, jeg troede, jeg havde forladt. Jeg sidder tusindvis af kilometer væk, sveden driver af mig i tropevarmen, og han kan bare drive med. Jeg er træt af at drømme umulige dagdrømme, jeg er træt af at være overbærende, forstående og forklarende. Jeg gider ikke mere.
Hvis jeg absolut skal have drama i mit liv, kan jeg så ikke opdrive noget nyt?
Status pt: Er pissetræt.
/Gemt
Hmm... Ikke første gang, jeg har berørt emnet: Det Der Grønnere Græs
Ingen kommentarer:
Send en kommentar