Single Påskeferie

Danmark brager forbi udenfor. Flade grønne marker, øde gårde, siv, søer, tunge grå skyer. Påskens sløvende kolde tæppe har lagt sig over landet. Lyntoget suser ligegyldigt af sted mod fastlandet.

I stillekupéen sidder forventningsfulde, trætte singler i oprettet stilling. Alle i lige linje mod familiens skød. Overdådige sildeborde, uendelige strømme af snaps og øl venter. Spørgsmålene venter også.

Ude af storbyens ignorerende gader, følger alle med over nabohækken. Velmenende men trættende sætninger øses i takt øldåsernes pffftsh: ”Nå, skal du ikke snart have dig en kæreste?” og ”Vil du ikke også have sådan en lille baby”. Singlerne smiler stramt og høfligt tilbage, kaster vante retorter og glider hurtigt, vant og elegant væk.

Inden de sidste tømmermænd har lagt sig samler busserne, togene og samkørselsordningerne de opslidte singler op. Inden længe er de alle tilbage i byens vuggende glemsel. I stadens smog er der ingen nabohække.

/Gemt

Morgenen Efter

Morgenlyset vælter indover de gardinløse vinduer. Hovedet dunker og jeg pissefryser. Lillebroren sover tungt ved siden af mig. Jeg kæmper med at komme op. Det lykkes ikke. Jeg ligger og stirrer på hans nøgne krop og tager hver detalje ind. En tatovering bag på venstre skulder. Bløde muskler omkring skulderbladene. Han vender sig rundt og får fat om mig. Men sover stadig. Efter al for lang tids roden rundt, er det endelig tid. Tid til at træde ud af sengen. Ud i virkeligheden. Så snart jeg kaster dynen til side, er det slut.

Udenfor misser jeg med øjnene i lørdagens stærke formiddagslys. Novembers isnende briser har intet tilovers for mine begyndende tømmermænd. Jeg trykker hoveddøren åben og vælter i seng til en drømmeløs søvn.

Et par timer senere mødes jeg med Kollegaen. Lillebroren skulle også have været der. Men han sover stadig. Jeg fortæller intet om nattens hændelser.

Mandagen efter fredagen er det akavet. Lillebroren og jeg taler ikke rigtig. Som ugen glider forbi, går det dog lige så stille i selv igen. Men jeg har åbnet Pandoras æske og jeg ved det. Min pigehjerne er begyndt at tikke og tvangstankerne kommer snigende. Som november lukker i og den første låge i december åbnes, er det allerede for sent. Jeg kan ikke slippe det.

/Gemt

Og så blev det akavet

Jeg kyssede Lillebroren. Igen. Han var skøn. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Fuck.

Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.

Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.

Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?

Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.

/Gemt