mandag den 25. november 2013

Dating fail

Endnu engang må jeg erkende. Det der netdating er ikke for mig. Det er kedeligt som en i fanden. Og efter søndagens date, er det åbenlyst heller ikke bøvlet værd. For mig.

Journalisten – som viste sig slet ikke at være journalist – var ikke for mig. Nok var han en stor dreng. Nok havde han et godt job. Nok var han en masse ting. Men jeg rent ud sagt røvkedede mig og følte ikke engang den mindste lille bitte mikroskopiske sommerfugl baske i maven.

Til gengæld så Lillebroren ulækkert godt ud i dag. Fuck ham.

Status pt: Føler mig fed og ulækker. Øv.

/Gemt



søndag den 24. november 2013

Små og Store drenge

Jeg sov hjemme hos Lillebroren. Der skete intet. Ikke engang et lille kys. Det var ikke meningen. Vi tog hjem til ham efter at have været ude. Ville ikke helt sove endnu, så det skulle være en slutter og ikke andet. Jeg kan ikke helt huske, hvordan det skete. Andet end jeg faldt i søvn. Vågner kort ved, han putter dynen over mig. Vågner igen tidligt om morgenen. Han sover. Jeg lister ud.

Morgengryen er kold og ærlig. Hvad vil jeg med det her? En kollega og veninde har bemærket det. Kommenterede to gange på det. Jeg endte med at fortælle det hele. Hendes kommentar? ”Så knald ham dog.” Hun tror ikke på, det går over, før det sker. Hmm.

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad Lillebroren vil. Jeg behandler ham med de vildeste blandede signaler. Er så strid ved ham, men kan også være så blid. Jeg vil ham og jeg vil ham ikke. Men det går ikke væk.

Så nu tager jeg på en date med en stor dreng. Journalisten. Ligeså meget som Lillebroren er yngre, så meget ældre er han. Jeg gider ikke. Har mødt ham på nettet og er slet ikke oppe at køre over det. Vi skal mødes til en sen frokost i dag. Oh well.

Status pt: Vil putte under dynen. Men med hvem?

/Gemt

søndag den 17. november 2013

Jeg skal på date

Om en uge sker det. Jeg skal mødes med en gut, jeg aldrig før har set. Efter jeg besluttede at A skulle være i mit liv no more, skabte jeg en netdating konto. Som de mange gange før, fandt jeg det var vældig spændende den første uge og gad så ikke mere. I den korte tid, nåede jeg dog at skrive med en helt okay gut. Han er journalist, 36 og engelsk.

Journalisten kører Vespa og danser swing. Jeg ved ikke helt om han er ret cool eller bare en kæmpe nørd. Ligegyldigt hvad, så tager jeg på den date! Jeg skal derud i dating verdenen.

Watch this space.

Status pt: Har lyst til kage.

/Gemt

torsdag den 14. november 2013

At lege med ilden

Musikken er øredøvende, drinks flyder, det er fredag aften. Jeg smutter på toilettet og når jeg vender tilbage er de andre smuttet. Undtaget Lillebroren. Vi er selv, vi er fulde og klokken er halv 3 om morgenen. Shit.

Vejen er banet for ballade. Roden rundt i ting, der ikke bør rodes rundt i. Det er en situation som skabt for mit djævelske jeg. Og jeg tøver ikke. Med adrenalin og alkohol pumpende i blodet danser vi. Laver ballade.

Sulten trænger på og vi skrider fra klubben og ud i øst Londons betongader. Før har de sat scenen for mange lange nætter med A. Men han er her ikke. Han er i Camden med Fællesveninden. Jeg ved, de er ovre at se Mew spille. Af selv samme grund var jeg der ikke.

Sulten bliver stillet og alle klubber er ved at lukke. Natten er tabt til morgenen og det er tid til at vende hjem. Vi finder en taxa og begynder turen vestpå. I taxaen tager Lillebroren min hånd og falder i søvn. Jeg er fuld, høj og ved ikke helt, hvad jeg har gang i. Jeg lader ham holde den og ser London passere i lange lys og glimt.

De velkendte vestlige veje begynder at tone frem. Lillebroren vågner. Han tager fat om mig og kysser mig. Jeg siger, vi er ankommet.

Vi står ved skillepunktet. Han siger, jeg godt kan sove hjemme ved ham, men at vi ikke vil have sex. Nej, det er sgu også helt forkert, stryger det ud af mig. Den samtale havde vi i sidste uge, tilføjer jeg hurtigt. Forkert? Siger han. Nej, det synes han ikke. I sidste uge var der en anden til stede, derfor var det forkert. Hmm.

Han kysser mig kort og vi går hvert til sit.

Jeg leger med ilden, men det hedder ”at lege” af en årsag. Det er sjovt. Indtil man bliver brændt.

Status pt: Leger.


/Gemt

onsdag den 6. november 2013

Akavede Samtaler med Små Drenge

”Hey, glemte du den her ørering hjemme hos mig,” siger Lillebroren og holder min ørering frem foran mig. ”Jo, tak,” får jeg fremstammet. Vi har ikke snakket sammen siden i lørdags. Hvad skal jeg alligevel sige til ham? ”Hej du bette en, fik jeg lige kysset lidt på dig igen? Hovsa! Det må du sgu, øøhh… Tjaahh… He heee.” Nej, vel?

Vi undgik begge at sige noget af nogen større substans. Snakkede om i lørdags uden overhovet at snakke om i lørdags. Det kom dog frem, at han skal med til samme fest som mig på fredag. Hmmm… Det kommer jeg selvfølgelig ikke udenom, når vi har pænt mange fælles venner. Hans storebror, Kollegaen, er ligesom en af mine nærmeste. Pis.

Status pt: Overbeviser mig selv om at barndomsstadiet går over.

/Gemt

tirsdag den 5. november 2013

Om Rejsetrang og Voksenhed

”Du snakker altid om rejse, men du gør det jo alligevel ikke,” siger hun og tager en slurk af sin rødvin. Jeg sidder helt paf og klar til at sige hende imod. Men hun har jo ret. Fra fulde folk og børn er det noget med, at man høre sandheden. Nok er klokken 4 om morgenen, vi sidder på Lillebrorens seng og drikker papvin fra vandglas, men hun har vitterligt ret.

Jeg snakker, drømmer, beslutter, håber og tænker. Alligevel når jeg aldrig helt i mål. Der er altid en undskyldning, en grund, en et eller andet der står i vejen. Det kan være penge, omstændigheder, job eller venner. I sidste ende, må jeg alligevel erkende, at hvis man inderligt vil opnå noget, så kan man det. Så finder man en vej. Så nu tager jeg et hårdt, dybt og langt kig i spejlet og spørger mig selv, hvad helvede det er jeg vil. Desværre stirrer tomheden, sandheden tilbage på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke. Den der vej, jeg troede man fandt, når man endelig blev voksen, den har jeg stadig ikke fundet.

Status pt: Træt af at være voksen.

/Gemt

søndag den 3. november 2013

Og så blev det akavet

Jeg kyssede Lillebroren. Igen. Han var skøn. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Fuck.

Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.

Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.

Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?

Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.

/Gemt

fredag den 1. november 2013

Når Man Sletter Ham På Facebook

Det velkendte blå alter toner frem på skærmen. Han stirrer blankt på mig bag rudens sikkerhed. Han ved ikke, hvor mange gange, jeg har tastet hans navn ind i søgefeltet. Han ved ikke, hvor mange timer, jeg har pint mig selv over ham. Han ved ikke, hvor dybt jeg faldt for ham. Til gengæld ved han heller ikke, at jeg lige har slettet ham.

Endelig gjorde jeg det. Jeg hvilede musen over ”unfriend” i uendelige tider. Trak den væk igen og tænkte, det var for barnligt. Endelig trykkede jeg på knappen. Genopfriskede siden og så alle hans detaljer forsvinde.

Jeg har ikke set ham siden maj, ikke snakket med ham siden juli, men desværre kom jeg i fuld tilstand til at sende en Facebook besked ”forkert” til ham for to uger siden. Jeg har brug for, han er helt ude af mit liv. Jeg vil ikke have adgang til ham. Overhovedet. Jeg leder efter bekræftelse. Jeg vil have, han vender sig rundt og siger, han har begået en fejl. Jeg vil se min smerte i hans øjne. Jeg vil have, at han forstår, føler, angrer. Men det er oplevelser, jeg må undvære. Leve videre uden.

I sidste ende trykkede jeg på knappen for min egen skyld. Det var ikke for at bevise noget overfor ham. Det var ikke for at fortælle ham, jeg er ligeglad. Det var ikke for at sige ”dumme svin” eller hæve mig over ham. Det var for min skyld. Det var så JEG kan forstå, det vitterligt er slut. Det var således, at jeg kan sætte et endeligt punktum og gå videre til næste kapitel.

Ikke mere A i mit liv. Heller ikke på Facebook.