”Hey, glemte du den her ørering hjemme hos mig,” siger Lillebroren og holder min ørering frem foran mig. ”Jo, tak,” får jeg fremstammet. Vi har ikke snakket sammen siden i lørdags. Hvad skal jeg alligevel sige til ham? ”Hej du bette en, fik jeg lige kysset lidt på dig igen? Hovsa! Det må du sgu, øøhh… Tjaahh… He heee.” Nej, vel?
Vi undgik begge at sige noget af nogen større substans. Snakkede om i lørdags uden overhovet at snakke om i lørdags. Det kom dog frem, at han skal med til samme fest som mig på fredag. Hmmm… Det kommer jeg selvfølgelig ikke udenom, når vi har pænt mange fælles venner. Hans storebror, Kollegaen, er ligesom en af mine nærmeste. Pis.
Status pt: Overbeviser mig selv om at barndomsstadiet går over.
/Gemt
Det kan også være at universet har sendt ham din vej fordi du lige er blevet jordet rundt med af A? Så for at balancere det hele (noget med sommerfugle og en storm - er lige eksistentielt nok til at huske i detaljer,ikke?:p), så får du her serveret boytoy du kan rive lidt rundt i efter forgodtbefindende? Og når universet opfordrer til det, kan du jo lige så godt sige "tak som byder",ja?
SvarSletHaha, ja det er helt klart en anden måde at se på det :)
Slet