Jeg står ud af taxaen foran hans efterhånden velkendte trappeopgang. Østlondons højhuse tårner sig op omkring os. Jeg er for fuld og fokuseret til at lægge mærke til dem. Jeg går over imod A. Han kigger på mig, siger hej, giver mig et kram. Jeg går med ham og DJ promoter kammeraten op til lejligheden.
A skal lige ned at hente noget. Når han kommer tilbage, fortæller han, min venindes kæreste (hans bedste kammerat) er pissesur. Han er lige kommet hjem og har fundet sin kæreste (min veninde) bevidstløs på badeværelsesgulvet. What?! Jeg ringer til hende med det samme. Den ringer alt for mange gange og endelig bliver den taget. Af ham. Han er gal. Rigtig gal. Hvordan i helvede kunne jeg gå fra hende i den tilstand, råber han in i mobilen. Han kunne ikke vække hende, hun var bare helt væk, siger han. Han er fuld, jeg er fuld og samtalen er rasende. Fra hans side. Han klasker røret på.
Jeg går fuldstændig i panik. Panik med promiller. Jeg begynder at ringe op. Han tager den ikke. Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg ringer i en uendelighed og for hver gang han ikke tager den, er jeg ved at tude over min egen utilstrækkelighed. Jeg står ude på svalegangen ved A’s lejlighed. Han kommer ud til mig. Vi snakker lidt. Men jeg er ikke interesseret i, hvad han har at sige. Jeg er bekymret for min veninde. Da jeg ikke kommer igennem, bringer han dog på bane, at jeg havde sagt noget om, hun vidste det hele. Ja, siger jeg. Veninden Ved Det. Jeg er gået fra hende (sagde kærestens navn), siger han. Jeg tager det kun halvt ind. Det synes ikke vigtigt lige nu. Mens vi snakker ringer jeg op igen. Endelig tager han den. A går væk og lader os snakke.
Han er stadig oprevet men er kølet lidt af. Han undskylder for at have klasket røret på. Fortæller hvor meget han elsker min veninde og det gjorde ondt at se hende så ødelagt. Det er okay, siger jeg. Snakken går videre og lander på A. Han ved godt, der er noget mellem os. ”Du har ikke hørt det fra mig,” siger han, ”men A er gået fra sin kæreste.” Det sagde han godt noget om, fik jeg mumlet. Men hvad skal jeg bruge det til? Det hele er alt for rodet. Jamen, det er anderledes nu, siger han. A er gået fra hende. Jamen jeg kan selvfølgelig godt lide ham, men det er bare alt for rodet, siger jeg igen. Jeg synes, du skal sige det til ham, snak med ham om det, siger A’s bedste kammerat med fuld overbevisning i stemmen. Jeg ved det ikke rigtig… Anyways, sov godt, vi snakkes snart.
Jeg er nu låst ude af lejligheden. Jeg ringer til A, som er inde ved naboen. Han kommer ud og lukker mig ind. Han går ned af gangen og ind på hans værelse, som er ved siden af stuen, hvor de andre er. Han vender sig om, kigger på mig og spørger om der ikke var noget, jeg ville snakke om. Nej, det var der ikke, siger jeg ret bestemt. Jo, det mente han. Tøvende trisser jeg ind på hans værelse. Vi sætter os i hans vindueskarm. Han tænder en cigaret og kigger udover glas- og betonlandskabet omkring os. Endnu en gang er solen ved at stå op over en dramatisk aften i hans nærvær.
De ved alting, siger jeg. Vores fælles venner ved alt omkring os. Det er ligemeget, siger han. Jeg gik fra eksen i går. Det var en elendig uge. Men at de ved det, det er jeg ligeglad med. Vi sidder og kigger lidt ud i verden. Jeg siger, jeg hellere må se at komme hjem. Nej, det er da for åndssvagt nu, siger han. Det er sent og du kan ligeså godt sove her. Det er jeg ikke sikker på er en god ide… Altså jeg skal arbejde i morgen, så det er jo bare for at sove, siger han. Ja okay, jeg er også ret træt, siger jeg. Ja lige præcis, der skal jo ikke ske noget. Jeg kigger op på ham og siger: ”Det er vi jo bare ikke ret gode til.” ”Nej,” mumler han. Hvorefter vi kysser. Forsigtigt. Prøvende, spørgende , udforskende. Må vi godt det her? Spørger vi uden ord.
Jeg trækker mig væk, træder ned fra vindueskarmen, går ind i stuen og snakker med de andre lidt. Han følger lidt bagefter. Men jeg er træt. Rejser mig efter et stykke tid og vil i seng. Han kommer efter et par minutter. Giver mig en ny tandbørste og lader mig gå på badeværelset først. Mens han er derude sidder jeg på kanten af sengen, tager alt tøj pånær undertøjet af. Bagefter piller jeg mine hårnåle ud. Som jeg trækker de sidste to ud af hårstråene, kommer han ind ad døren. Jeg havde planlagt at have gemt mig under dynen, inden han kom, men den plan duede ikke. Han kommer hen mod sengen. Kigger på mig. Kysser mig. Jeg når knapt at tænke over det. Jeg ved, det der ”ingenting kommer til at ske” ryger ud af vinduet ligeså hurtigt som mine trusser rammer gulvet.
Næste morgen er det ikke forkert. Vi ved, det ikke burde være sket lige nu. Jeg ved, jeg skulle have afvist ham og være taget hjem, men i bund og grund, har vi ikke gjort noget forkert. Morgenen, formiddagen og eftermiddagen forsvinder i en rus af doven sex, små samtaler, søvn, kys og kram. Hen på eftermiddagen går den ikke længere. Han burde have arbejdet for flere timer siden. Jeg må hjem. Vi går ud af lejligheden sammen. Snakker om ligegyldigheder. Alt andet end elefanten i rummet. De der to små ord. Hvad nu?
Vi når til skillevejen. Vi giver hinanden et kram. Han kysser mig på kinden. Men det var akavet. Ville han have kysset mig ordentligt? Jeg er så ekstremt akavet og utilpas, jeg har lyst til at løbe væk. Jeg begynder så småt at vende mig om. Han siger, vi må ses snart. Jeg kvækker et halvkvalt ”ja”. Det lød ikke som om, jeg mente det.
Jeg går hen til undergrunden. Den er lukket. Great. Det siger bare alt.
Det er nu fredag og jeg har ikke hørt fra ham. Så vidt jeg kan se er bolden i hans banehalvdel. Jeg kan ikke sige noget. Det er ham, der lige er gået fra sin kæreste.
Status pt: Prøver at finde på interessante distraktioner.
/Gemt
 |
| Foto: Dream on an Unknown Planet af Marjundra (fundet her) |
