lørdag den 30. marts 2013

Påskefrokost?

Ruiner, øl, mad, hygge. Dagen gik i en lang rus. Mobilen havde jeg glemt på hotellet. Pyt, hvad skal jeg alligevel bruge den til på ferie?

Jeg kom tilbage til værelset, inden vi skulle ud at have et par cocktails. En enkelt besked var tikket ind på skærmen. En enkelt besked. Fra en enkelt person. A.

Sendt klokken 2 om eftermiddagen. Han spørger hvordan jeg har det og om jeg har planer i weekenden. For måske om jeg ville mødes til frokost?

Hvad?

Hvad fanden skal det egentlig betyde? Fucking frokost?!?

Ignorerer jeg beskeden er jeg en nar og vil ikke kunne glemme det. Siger jeg nej, vil jeg jeg spille "coulda, woulda, shoulda" i mit hovede de næste to måneder. Så jeg må acceptere. Når jeg vender tilbage til London sker det.

Jeg siger nu, jeg vil prøve at passe på. Ingen forventninger have. Og være klar over, hvad jeg gør. Det er endnu en chance. En chance, jeg ikke er sikker på, han fortjener.

For det er jeg jo supergod til....

Status pt: i venteposition.

/Gemt

torsdag den 28. marts 2013

Skærtorsdagstanker

Jeg er på ferie med en lille flok venner. Hyggen kører og øllene er billige. Det er fantastisk. Alligevel er der en lille bitte nagende tanke i baggrunden.

A skrev til mig sidste weekend. Jeg ved, han sikkert var fuld. Jeg ved, det ikke betyder noget, når der er så lang og ærgerlig en historie bag os.

Men alligevel.

Alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken. Han ved, de fælles venner har skabt en situation, der gør det nær mission impossible at holde foretagendet casual. Han ved, hvad det koster for både ham og jeg, hvis de bliver indblandet igen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til. Jeg har ikke svaret. Og gør det nok heller ikke. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke holde ud at bruge flere tvangstanker på ham. Jeg kan ikke holde ud at vente længere.

Hvorfor tager det så kort tid at falde for en men så lang tid at glemme dem?

/Gemt

torsdag den 14. marts 2013

Gav jeg slip på Den Eneste Ene?

Der er en tanke, der til tider sniger sig ind under huden på mig. Den starter ligeså stille ude i fingerspidserne og sniger sig forsigtigt op langs armen. På vejen mod mit bryst river den hvert eneste hår og kradser i hver eneste nerve. Når den endelig lander i mit hjertekammer, har jeg kun en enkelt tanke. 

Hvad nu hvis jeg gav slip på mit livs kærlighed? 

Det er det spørgsmål, man ikke må stille. Den tanke og følelse, man ikke må have. Alligevel er der altid et ensomt øjeblik, hvor den tager over og kvæler den mindste anden følelsesspire.

Selvom jeg har væltet rundt i tvangstanker om A, Hr. X, Svensken, Kollegaen, Plastik, Sød Fyr, Hr. Biceps og hvem der ellers har været oppe at vende de sidste par år, så var der engang en anden.

Den Store Kærlighed (DSK).

Efter 5 år gjorde jeg det forbi. Vi ville ikke det samme. Forelskelsen var længe boblet af. Vi var utroligt unge, da vi mødtes. Vi holdte hinanden tilbage. Vores sexliv havde for længst opgivet at være mere end en gang om måneden. Undskyldningerne var mange.

Blot de korteste øjeblikke efter DSK mødte jeg Hr. X. Gamle udbrændte kærlighedsrester blev erstattet af en ny, frisk og boblende forelskelse. Først flere måneder inde i forholdet, da jeg opdager DSK har fundet en ny, bryder jeg sammen. Jeg sidder med min bedste veninde på Skype og mister al selvkontrol og knækker sammen i ukontrolleret gråd. Han er virkelig væk. Han er virkelig slet ikke min længere.

I dag spørger jeg så… Gav jeg slip på mit livs kærlighed? På den uerstattelige eneste ene? Vi havde noget, jeg ikke har oplevet med nogen anden. Dog lærte jeg det først længe efter, vi var sammen.

Jeg ved, vi aldrig ville have fungeret i det lange løb. Bitterheden var begyndt at krybe ind under huden på forholdet. Frøene i de nye grønnere græsgange var allerede sået. Derfor ved jeg, at det er en myte. Han var ikke Mit Livs Kærlighed. Men hidtil er han Den Største Kærlighed.

/Gemt

Foto: Hair by MartaSyrko (find her)