I går hoppede jeg
på circle line og drønede ned til South Kensington og mødtes med en god
kammerat. Det er en gut, jeg har kendt et par år efterhånden. Han er temmelig
liberal på sengekanten. Mildest talt. Han synes, jeg får for lidt. Og for
fanden, manden har ret! Han har læææænge sagt, jeg er for kræsen. Jeg har
protesteret og protesteret, men efter utallige byture uden så meget at have set
et snert af noget jeg gad, må jeg bøje mig i støvet. Jeg er for kræsen.
Men hvordan i
helvede vender man op og ned på det? Jeg kan jo ikke tvinge mig selv til at
føle mig tiltrukket af folk. Eller hvad?
Jeg går i
forvejen ikke kun går efter superhotte fyre, slet ikke. Mine ekser er helt
almindelige og A er en nørd…! Hvad de har til fælles, er at jeg har det godt i
deres selskab. De får mig til at grine, slappe af, føle mig særlig – et eller
fucking andet. I bylivet føler jeg NADA. Inden mine to lange forhold scorede
jeg på kryds og tværs. Nu kan der gå mååååneder imellem, hvad fanden er det for
noget pis?!
Måske et nyt
projekt skal skydes i gang. Projekt find en FULDstændig ligegyldig mand, så der
kan blive sat punktum efter A. Der er bare lige et problem…. Jeg tror faktisk,
jeg har skudt det projekt i gang for længe siden, jeg har bare ikke haft det
vilde held i det…
Status pt: Kan
ikke finde ud af at være single.
/Gemt
 |
| Foto: Ukendt (fundet her) |
