Om Rejsetrang og Voksenhed

”Du snakker altid om rejse, men du gør det jo alligevel ikke,” siger hun og tager en slurk af sin rødvin. Jeg sidder helt paf og klar til at sige hende imod. Men hun har jo ret. Fra fulde folk og børn er det noget med, at man høre sandheden. Nok er klokken 4 om morgenen, vi sidder på Lillebrorens seng og drikker papvin fra vandglas, men hun har vitterligt ret.

Jeg snakker, drømmer, beslutter, håber og tænker. Alligevel når jeg aldrig helt i mål. Der er altid en undskyldning, en grund, en et eller andet der står i vejen. Det kan være penge, omstændigheder, job eller venner. I sidste ende, må jeg alligevel erkende, at hvis man inderligt vil opnå noget, så kan man det. Så finder man en vej. Så nu tager jeg et hårdt, dybt og langt kig i spejlet og spørger mig selv, hvad helvede det er jeg vil. Desværre stirrer tomheden, sandheden tilbage på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke. Den der vej, jeg troede man fandt, når man endelig blev voksen, den har jeg stadig ikke fundet.

Status pt: Træt af at være voksen.

/Gemt

Frisøren

Jeg trækker i mine sorte Converse, tænder for musikken og trisser mod West Hampstead. Farten er høj og humøret endnu højere. Jeg ankommer prompte foran frisøren, lukker mig selv ind i de giftige dampe og sætter mig til rette i stolen. 

”Hvad vil du have?” falder det ud af munden på den opspændte klipper. Fik man dog bare altid så frie tøjler i livet. Joohhh, jeg vil gerne have en fed lønforhøjelse, et job jeg inderligt elsker, en loverboy der er fantastisk i sengen, fremsigt til at møde den eneste ene og desuden en super turboforbindelse mellem Danmark og England, og nu du er i gang så stop lige al krig og sult i verden. Okay?

Jeg fik en etageklipning.

/Gemt

Tegning: Hair af KatePowellArt (find her)

Karriere?

To senior stillinger bliver ledige fra september. Begravet i mandekvaler, tvangstanker og selvmedlidenhed, har jeg ikke skænket jobbet mange tanker. Pludselig er spørgsmålet på alles læber: ”Søger du dem?” Øøøhhh... Tjohh... DetVedJegIkke... Måske... Mumler jeg bare. Vil jeg overhovedet have dem? Spørger jeg mig selv.

For nu 3.5 år siden trissede jeg ind på kontoret og fik tilbudt et job. Jeg tog det vel vidende, at her havde jeg ikke tænkt mig at blive mere end et halvt års tid. To forfremmelser og flere kurser senere, sidder jeg her endnu. Jeg har klaret mig godt. Jeg har også nydt det. Til tider. Men nu er hjertet nok ikke længere med i det. Jeg higer efter nye udfordringer og omgivelser. Jeg higer efter at komme væk her fra denne verden og springe ind i en anden. Jeg higer efter at komme tilbage til det, jeg i sin tid læste til.

Jeg læste i sin tid til journalist og snuppede også en kort stund i den verden, men så ramlede medieverdenen sammen i finanskrisen og nyudklækkede spir som jeg, var ikke højest på ønskesedlen. Jeg fik et job i mediebranchen, men ikke just en del, jeg havde regnet med. Mine sprogkundskaber gav mig en vej ind og afsted det så ellers gik.

Nu sidder jeg tilbage med et ønske om noget andet. Lidt andet. Det er nemt for andre at sige, man skal følge sit hjerte og blah blah blah. Men hvad nu hvis mit hjerte nogle gange er lidt ubeslutsomt? Og hvad nu hvis jeg ikke rigtig tør, fordi dybt inde (derinde, hvor vi ikke snakker om noget) er jeg bange?

Jeg har to måneders opsigelse, hvilket i England vil sige, at jeg enten bliver nød til at bryde min kontrakt for at tage et andet job eller sige op uden at have noget andet. Begge ret elendige muligheder. Så nu står jeg her. I limbo. Jeg burde søge den bedre stilling, men jeg ved den kræver endnu et år i firmaet. Men hvis jeg ikke søger, ender jeg måske alligevel med at blive så længe...

Status pt: Prøver at finde ud af mit næste træk.

/Gemt

Foto: Chess af Lulu/LiliumEternal (fundet her)