”Du snakker altid om rejse, men du gør det jo alligevel ikke,” siger hun og tager en slurk af sin rødvin. Jeg sidder helt paf og klar til at sige hende imod. Men hun har jo ret. Fra fulde folk og børn er det noget med, at man høre sandheden. Nok er klokken 4 om morgenen, vi sidder på Lillebrorens seng og drikker papvin fra vandglas, men hun har vitterligt ret.
Jeg snakker, drømmer, beslutter, håber og tænker. Alligevel når jeg aldrig helt i mål. Der er altid en undskyldning, en grund, en et eller andet der står i vejen. Det kan være penge, omstændigheder, job eller venner. I sidste ende, må jeg alligevel erkende, at hvis man inderligt vil opnå noget, så kan man det. Så finder man en vej. Så nu tager jeg et hårdt, dybt og langt kig i spejlet og spørger mig selv, hvad helvede det er jeg vil. Desværre stirrer tomheden, sandheden tilbage på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke. Den der vej, jeg troede man fandt, når man endelig blev voksen, den har jeg stadig ikke fundet.
Status pt: Træt af at være voksen.
/Gemt
Det kan jeg godt sætte mig ind i og dejligt med sådan en ærlig veninde:) Engang var jeg sådan en der betragtede alle andre, der rejste hele tiden, og jeg havde på en måde lyst til at gøre det samme, men tiden var bare aldrig den rette, følte jeg. I det sidste halvandet år har jeg pludselig rejst rigtig meget. De rigtige mennesker er dukket op, "der har taget mig i hånden" og vist mig mere af verden, og jobmuligheder er dukket op, men jo nok fordi jeg har haft ja-hatten på, foruden lidt held;) Nu trænger jeg snart til en fast base og mere struktur på hverdagen, men har nu været rart at prøve det af. Jeg håber, at du også kommer ud og rejser mere:)
SvarSletJeg var fuld af en hel masse krudt, da jeg var yngre... Og jeg har stadig noget af den, men jeg er meget sådan last-minute og det hænger ikke så godt sammen med store 6 måneders rejseplaner...!
Sletkender det godt. gid jeg hed noget andet og gjorde noget andet.
SvarSletJa, ik? ;)
Slet