tirsdag den 31. juli 2012

Olympiske Lyster

Hver gang mandagen indfinder sig, falder glæden til jorden. I weekenden er håbet, glæden, livslysten til stede. I mandagens mulm og mørke er der kun depressiv mangel på selvværd. Den tredie uge efter ferieugen er sat igang. Tirsdagen er mindre lunefuld end mandagen, dog giver den ingen hjælpende hånd. Den sidder i sofaen. Afventende. Kun jeg kan samle mit livs brikker op og stykke dem sammen til noget værd at leve i. 

Fredagens åbningsceremoni bød på grin, rus og A. Twitter følgere vil vide, jeg så på fjæsbog, at A holdte OL fest i fredags. Jeg endte der. Jeg kom sammen med en kollega, mandlig. Jeg sagde hej til A, gav et knus, men gik let videre for at snakke med fælleskammeraterne.

A fandt mig senere. Spørger om kollegaen og jeg er sammen. Nej, siger jeg. Er du sikker? Spørger han. Ja, for fanden, vi er bare kammerater. Nårh ja, det kunne jo godt være, siger han alt for selvsikkert. Hvem prøver han at overbevise? Han var jaloux.

Aftenen går videre i snak, druk, grin. Flere af gæsterne tager videre i byen. Jeg opdager min kammerat er væk. Jeg ringer. Han siger, han er smuttet. Det så ud som om A og jeg havde noget at snakke om, lyder begrundelsen. Nå, ja, okay. Men altså, du skulle da bare have hevet mig væk og vi kunne være skredet sammen. Nej, det er okay. Nå.

Hvilke samtaler vi har, hvilke ord der bliver sagt, hvilke vendinger der bliver ytret. Alle er de ligegyldige i sidste ende. A og jeg ender selv. Han vil have jeg skal blive der. Jeg siger nej til at starte med. Jeg ved intet kan ske, det er den tid på måneden. Han vil stadig gerne have, jeg bliver. Jeg bliver.

Han har stadig min tandbørste fra sidst, siger han. Efter jeg har været på badeværelset og mens han er derude, tager jeg tøjet af og smutter under dynen, som han kommer ind ad døren. Vi ligger der ikke ret længe, før han hiver mig ind til sig og kysser mig. Mine lemmer skriger efter ham og jeg vil have ham. Jeg får ham. Lidt.

Solen begynder at titte ind gennem persiennerne efter flere timers søvn. Han sover stadig. Jeg falder hen igen. Lidt senere vågner vi samtidigt. Snakker. Han kysser mig. Snakker lidt mere. Han spørger om jeg vil have noget at spise. Han laver noget. Mens jeg er på badeværelset, snakker han med sin bofælle. Jeg kommer ud og forskrækker bofællen. Det tager ham et par sekunder at stykke historien sammen. Samtalen går videre. A fortæller mig, hvad de snakker om.

Vi spiser i stuen, mens vi ser en eller anden mærkelig japansk OL sport. Bagefter skal han, som altid, arbejde og jeg skal hjem og gøre mig klar til en fødselsdagsfest. Han følger mig ud til døren. Giver mig et kram. Et kys på kinden. Et forsigtigt kys på munden. Et grådigt kys på munden. Jeg vender mig om. Elegant som jeg er, går jeg ind i dørhåndtaget på vejen ud.

Ingen ord blev talt om: ”Hvad nu?” Jeg ved, eksen ringer til ham hele tiden – heldigvis ikke mens, jeg var der. Han roder stadig rundt i sit liv og sine følelser. Kan han lide mig? Ja. Nok? Det ved jeg ikke.

Om to uger skal A og jeg til fødselsdagsmiddag hos fællesveninden. Skal jeg gøre noget inden, lade det ligge? Jeg ved det som altid slet ikke. En af mine veninder spurgte mig igår: ”Fortjener han dig?”  For at forvirre det hele yderligere bød lørdagen på et par opdagelser omkring kollegaen fra fredag aften.

Status pt: Roder rundt i alting.

/Gemt

Foto: I Not Hurt You af Anastasyia (fundet her)





mandag den 23. juli 2012

Mandagstanker

Solen har bagt på mit lille loftsværelse dagen lang. En sveddråbe siler sløvt ned ad rygraden. Mine dvaske fingre bevæger sig langsomt henover tastaturet. Jeg søger dybt inde efter energiske, inspirerende ord. I stedet daler ord om heden ud på det digitale A4 ark.

I brystet mærker jeg hjertet banke en kende hurtigere end det burde. Det har det gjort siden jeg mødte på arbejde sidste mandag. Jeg kender endelig svaret på mine jobkvaler. Jeg skal væk. Min krop skriger på forandring. Når arbejdsløsheden begynder at føles som en mulighed væk fra et ellers godt job, er det gået for vidt.

Tanker om A føles små og ligegyldige. Jeg kender efterhånden hans stil og jeg gider ikke vente på ham længere. Han ved, han har sin chance. Men ved han, vinduet er ved at lukke? Jeg kunne lade døren stå på klem. Vente til han er klar. Lade ham bestemme tempoet og hvornår han gider mig. Men jeg er bedre end det. Så meget ved jeg. Han kan få mig. Men ikke til enhver pris. Denne paragraf modsiger sig selv. Jeg modsiger mig selv. Ethvert rationelt begreb rejser til sydens sol ved et strejf af A.

Weekenden gik i en rus af sommersol og samtaler. Jeg så gamle gamle venner den ene dag og langt nyere den anden. Kysset af ultraviolette stråler weekenden lang, kunne intet gå galt. Mandagen synes ih så åh så langt væk. Pludselig var den over mig og sandheden indtog horisonten, periferien og invaderede ethvert udblik. En ide jeg arbejdede på hele sidste uge blev skudt i sænk af topchefen. Jeg har ingen alternativer. Hjertebanken. I halsen. Mon jeg får lov til at blunde i nat?

Jeg smiler dagen lang men melankolien finder mig hver aften. Hvornår kan jeg ryste den af mig og føle jeg er på rette vej?

Status pt: Er træt og presset. 

/Gemt

Foto: Entity af Kris/Lostknightkg (fundet her)

søndag den 22. juli 2012

Søndagstæppet

Jeg vil så gerne sige, jeg har det skønt. Jeg vil så gerne sige, jeg er helt ovenpå. Jeg vil så gerne sige, jeg langt om længe hviler i mig selv. Men alle ville de være løgne. Nok er det, hvad mine venner gerne vil høre. De er trætte af de samme klagesange. Så jeg strækker smilet ud og surrer det fast i hver mundvig med snor spundet på forventede løgne. Men mit legeme er trukket helt ud. Så udspændt at hver en fiber skriger i smerte.

Jobbet ligger og kvalmer dybt inde i maven. Sender små pakker af adrenalin ud i kroppen. Holder mig fra søvnen. Når den endelig kommer forstyrres de få blundende timer af maren. Hun ridder natten lang, vrider min krop og kaster min dyne omkring.

Kærlighedslivet ligger i skjul, klar som en snigskytte til at ramme, når jeg er allermindst klar. A har været i hjemlandet den sidste uge. I dag skriver jeg til fællesveninden, at jeg og et par andre skulle i parken – vil du med? Ej, hun tog over på A’s tagterrasse i aften. Hmmm... Han kom vel hjem til London i dag. Og den terrasse kender jeg godt. Scenen for vores skænderi. En morgen der kunne have været så smuk. I stedet bare så… Trist. Akavet. Ærgerlig. Inden han gik fra kæresten. Så mange måneder vores drama allerede har varet. Det er to uger siden vores sidste rendezvous. Vi har ikke snakket sammen siden. Jeg ved ikke engang, om jeg er ked af det, frustreret, vred, skuffet, ligeglad, kold eller bare irriteret over at have mistet kontrollen.

Vennerne er oppe til revision. En af mine bedste veninder i London har svigtet mig. Igen. Jeg gider ikke hendes drama mere. Jeg gider ikke hælde hele mit følelsesliv i vores venskab og stadig ikke føle, jeg gør det godt nok. Jeg gider ikke føle, venskabet er en kamp. Selvom jeg elsker hende.

Jeg putter mig under mit melankolske søndagstæppe. Tænker over en ellers dejlig weekend. Måske jeg kan finde glædestonen og skrive om den i morgen. Lige nu trækker jeg tæppet helt op over hovedet og gemmer mig fra verden. Håber morgendagens lys bringer et nyt perspektiv.

/Gemt

Foto: Moon Druid af Kris/Lostknightkg (fundet her)







fredag den 20. juli 2012

Hvorfor al den usikkerhed?

”Du er for hård ved dig selv.” Puuuhh det har jeg hørt meget på det seneste. Det er lige meget om det handler om A, jobbet eller mig selv. Altid er jeg i andres øjne for hård ved mig selv. Og jeg kan godt se det. Jeg giver sgu aldrig lige mig selv det der skulderklap. Dybest set synes jeg ikke, jeg fortjener det. Det er da for fucked up.

Hvorfor er jeg så usikker? Hvorfor tror jeg ikke på, jeg er god, dejlig, skøn eller hvilke andre herlige tillægsord der findes derude? Hvorfor skal jeg altid behandles som morgenskrald? Af mig selv altså. Lidt klicheagtigt kunne jeg ytre et eller andet med, at hvis jeg ikke selv synes, jeg er skøn – hvorfor skulle andre så? Men hvis de der andre ikke synes det, så synes jeg det først slet ikke selv. Forvirret? Velkommen til mit tvangsunivers.

Lige nu tror jeg slet ikke på mig selv. Jeg føler mig for langt ude at svømme på arbejde. Jeg forstår ikke helt det, jeg er ved at lave og er skræmt fra vid og sans fra at fejle. Folk fejler ikke på arbejde. De leverer. Altid. Jeg ved, det lyder usandt. Men det er rigtigt. Som man siger på engelsk: ”Failing is not an option.”

Jeg skal simpelthen væk. Jeg er ikke glad mere. Jeg har ikke engang lyst til at kæmpe. Jeg klynger mig til tanken om ”at det jo er et godt job” og ”man skal være glad for at have et job lige nu.” Men altså for fanden, det er jo ikke mine ord…! Det er de ord mine øregange er blevet vandet med i de sidste tre år. Nu er det kraftedderperkeme på tide, jeg selv tager fat i styret. Vander mine egne øregange. Det skal være slut med at gøre alting fordi ”det er korrekt.” Det bliver man den ondelyneme ulykkelig og usikker af.

Så hvorfor så usikker? Fordi jeg ikke lytter til mig selv og sjældent sætter mig selv først. Hvorfor skal jeg være så pissehamrende korrekt? Hvem er det jeg prøver at tilfredsstille derude i verden?

Status pt: Kan ikke sove.

/Gemt

Foto: Insecure af MaLaaK (fundet her)

tirsdag den 17. juli 2012

Karriere?

To senior stillinger bliver ledige fra september. Begravet i mandekvaler, tvangstanker og selvmedlidenhed, har jeg ikke skænket jobbet mange tanker. Pludselig er spørgsmålet på alles læber: ”Søger du dem?” Øøøhhh... Tjohh... DetVedJegIkke... Måske... Mumler jeg bare. Vil jeg overhovedet have dem? Spørger jeg mig selv.

For nu 3.5 år siden trissede jeg ind på kontoret og fik tilbudt et job. Jeg tog det vel vidende, at her havde jeg ikke tænkt mig at blive mere end et halvt års tid. To forfremmelser og flere kurser senere, sidder jeg her endnu. Jeg har klaret mig godt. Jeg har også nydt det. Til tider. Men nu er hjertet nok ikke længere med i det. Jeg higer efter nye udfordringer og omgivelser. Jeg higer efter at komme væk her fra denne verden og springe ind i en anden. Jeg higer efter at komme tilbage til det, jeg i sin tid læste til.

Jeg læste i sin tid til journalist og snuppede også en kort stund i den verden, men så ramlede medieverdenen sammen i finanskrisen og nyudklækkede spir som jeg, var ikke højest på ønskesedlen. Jeg fik et job i mediebranchen, men ikke just en del, jeg havde regnet med. Mine sprogkundskaber gav mig en vej ind og afsted det så ellers gik.

Nu sidder jeg tilbage med et ønske om noget andet. Lidt andet. Det er nemt for andre at sige, man skal følge sit hjerte og blah blah blah. Men hvad nu hvis mit hjerte nogle gange er lidt ubeslutsomt? Og hvad nu hvis jeg ikke rigtig tør, fordi dybt inde (derinde, hvor vi ikke snakker om noget) er jeg bange?

Jeg har to måneders opsigelse, hvilket i England vil sige, at jeg enten bliver nød til at bryde min kontrakt for at tage et andet job eller sige op uden at have noget andet. Begge ret elendige muligheder. Så nu står jeg her. I limbo. Jeg burde søge den bedre stilling, men jeg ved den kræver endnu et år i firmaet. Men hvis jeg ikke søger, ender jeg måske alligevel med at blive så længe...

Status pt: Prøver at finde ud af mit næste træk.

/Gemt

Foto: Chess af Lulu/LiliumEternal (fundet her)

mandag den 16. juli 2012

Love You Like A Car Crash

Jeg er for nyligt blevet helt vild med sangeren Anna Nalick. Især sangene "Car Crash" og "Breathe (2 AM). Så fine tekster. Sangene er ret melankolske, blide i stemmen og fyldt med forsigtigt malede billeder.

Breathe (2 AM)

Car Crash

/Gemt

Foto: Anna Nalick (fundet her)

fredag den 13. juli 2012

HovsAAA – del 2

Jeg står ud af taxaen foran hans efterhånden velkendte trappeopgang. Østlondons højhuse tårner sig op omkring os. Jeg er for fuld og fokuseret til at lægge mærke til dem. Jeg går over imod A. Han kigger på mig, siger hej, giver mig et kram. Jeg går med ham og DJ promoter kammeraten op til lejligheden.

A skal lige ned at hente noget. Når han kommer tilbage, fortæller han, min venindes kæreste (hans bedste kammerat) er pissesur. Han er lige kommet hjem og har fundet sin kæreste (min veninde) bevidstløs på badeværelsesgulvet. What?! Jeg ringer til hende med det samme. Den ringer alt for mange gange og endelig bliver den taget. Af ham. Han er gal. Rigtig gal. Hvordan i helvede kunne jeg gå fra hende i den tilstand, råber han in i mobilen. Han kunne ikke vække hende, hun var bare helt væk, siger han. Han er fuld, jeg er fuld og samtalen er rasende. Fra hans side. Han klasker røret på.

Jeg går fuldstændig i panik. Panik med promiller. Jeg begynder at ringe op. Han tager den ikke. Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg ringer i en uendelighed og for hver gang han ikke tager den, er jeg ved at tude over min egen utilstrækkelighed. Jeg står ude på svalegangen ved A’s lejlighed. Han kommer ud til mig. Vi snakker lidt. Men jeg er ikke interesseret i, hvad han har at sige. Jeg er bekymret for min veninde. Da jeg ikke kommer igennem, bringer han dog på bane, at jeg havde sagt noget om, hun vidste det hele. Ja, siger jeg. Veninden Ved Det. Jeg er gået fra hende (sagde kærestens navn), siger han. Jeg tager det kun halvt ind. Det synes ikke vigtigt lige nu. Mens vi snakker ringer jeg op igen. Endelig tager han den. A går væk og lader os snakke.

Han er stadig oprevet men er kølet lidt af. Han undskylder for at have klasket røret på. Fortæller hvor meget han elsker min veninde og det gjorde ondt at se hende så ødelagt. Det er okay, siger jeg. Snakken går videre og lander på A. Han ved godt, der er noget mellem os. ”Du har ikke hørt det fra mig,” siger han, ”men A er gået fra sin kæreste.” Det sagde han godt noget om, fik jeg mumlet. Men hvad skal jeg bruge det til? Det hele er alt for rodet. Jamen, det er anderledes nu, siger han. A er gået fra hende. Jamen jeg kan selvfølgelig godt lide ham, men det er bare alt for rodet, siger jeg igen. Jeg synes, du skal sige det til ham, snak med ham om det, siger A’s bedste kammerat med fuld overbevisning i stemmen. Jeg ved det ikke rigtig… Anyways, sov godt, vi snakkes snart.

Jeg er nu låst ude af lejligheden. Jeg ringer til A, som er inde ved naboen. Han kommer ud og lukker mig ind. Han går ned af gangen og ind på hans værelse, som er ved siden af stuen, hvor de andre er. Han vender sig om, kigger på mig og spørger om der ikke var noget, jeg ville snakke om. Nej, det var der ikke, siger jeg ret bestemt. Jo, det mente han. Tøvende trisser jeg ind på hans værelse. Vi sætter os i hans vindueskarm. Han tænder en cigaret og kigger udover glas- og betonlandskabet omkring os. Endnu en gang er solen ved at stå op over en dramatisk aften i hans nærvær.

De ved alting, siger jeg. Vores fælles venner ved alt omkring os. Det er ligemeget, siger han. Jeg gik fra eksen i går. Det var en elendig uge. Men at de ved det, det er jeg ligeglad med. Vi sidder og kigger lidt ud i verden. Jeg siger, jeg hellere må se at komme hjem. Nej, det er da for åndssvagt nu, siger han. Det er sent og du kan ligeså godt sove her. Det er jeg ikke sikker på er en god ide… Altså jeg skal arbejde i morgen, så det er jo bare for at sove, siger han. Ja okay, jeg er også ret træt, siger jeg. Ja lige præcis, der skal jo ikke ske noget. Jeg kigger op på ham og siger: ”Det er vi jo bare ikke ret gode til.” ”Nej,” mumler han. Hvorefter vi kysser. Forsigtigt. Prøvende, spørgende , udforskende. Må vi godt det her? Spørger vi uden ord.

Jeg trækker mig væk, træder ned fra vindueskarmen, går ind i stuen og snakker med de andre lidt. Han følger lidt bagefter. Men jeg er træt. Rejser mig efter et stykke tid og vil i seng. Han kommer efter et par minutter. Giver mig en ny tandbørste og lader mig gå på badeværelset først. Mens han er derude sidder jeg på kanten af sengen, tager alt tøj pånær undertøjet af. Bagefter piller jeg mine hårnåle ud. Som jeg trækker de sidste to ud af hårstråene, kommer han ind ad døren. Jeg havde planlagt at have gemt mig under dynen, inden han kom, men den plan duede ikke. Han kommer hen mod sengen. Kigger på mig. Kysser mig. Jeg når knapt at tænke over det. Jeg ved, det der ”ingenting kommer til at ske” ryger ud af vinduet ligeså hurtigt som mine trusser rammer gulvet.

Næste morgen er det ikke forkert. Vi ved, det ikke burde være sket lige nu. Jeg ved, jeg skulle have afvist ham og være taget hjem, men i bund og grund, har vi ikke gjort noget forkert. Morgenen, formiddagen og eftermiddagen forsvinder i en rus af doven sex, små samtaler, søvn, kys og kram. Hen på eftermiddagen går den ikke længere. Han burde have arbejdet for flere timer siden. Jeg må hjem. Vi går ud af lejligheden sammen. Snakker om ligegyldigheder. Alt andet end elefanten i rummet. De der to små ord. Hvad nu?

Vi når til skillevejen. Vi giver hinanden et kram. Han kysser mig på kinden. Men det var akavet. Ville han have kysset mig ordentligt? Jeg er så ekstremt akavet og utilpas, jeg har lyst til at løbe væk. Jeg begynder så småt at vende mig om. Han siger, vi må ses snart. Jeg kvækker et halvkvalt ”ja”. Det lød ikke som om, jeg mente det.

Jeg går hen til undergrunden. Den er lukket. Great. Det siger bare alt.

Det er nu fredag og jeg har ikke hørt fra ham. Så vidt jeg kan se er bolden i hans banehalvdel. Jeg kan ikke sige noget. Det er ham, der lige er gået fra sin kæreste.

Status pt: Prøver at finde på interessante distraktioner.

/Gemt

Foto: Dream on an Unknown Planet af Marjundra (fundet her)

torsdag den 12. juli 2012

HovsAAA - del 1

Fredagen oprandt. Weekenden, ferien, friheden var endelig i hænde. Live musik og store fadøl overtog fredagen, mens lørdagens skønne Bloc Festical ventede forude. Det skulle blive en god weekend. Det blev det også. Sådan da.

Bloc Weekend, en elektronisk musikfestival, jeg havde glædet mig til i cirka hundrede år, blev aflyst. Der var for mange mennesker om fredagen og det endte i total kaos med politi og alt muligt. Hvad fanden gør man så, når ens lørdagsplaner sådan lige er blevet aflyst? Man finder et alternativ! En fed ting ved London og dens mange MANGE DJ promotere er, at indenfor få timer, var der stablet op til flere alternativer på benene. Valget faldt på Østlondons XOYO, hvor blandt andet John Power fra Fuck Buttons og Flying Lotus skulle spille. Nice.

Mødtes med en af mine danske veninder (fælles kammerat med A) og aftenen går forrygende. Vi ender med at skride hen på Rhythm Factory lidt efter midnat… Bortset fra der er fucking fyldt og kæmpe kø udenfor. Promoterkammeraten prøver at få os ind, men det er en tabt sag. Vi smutter hjem til hende sammen med ham og beslutter os for at drikke Akvavit. Som SHOTS? Altså HVORFOR? På ca. 30 minutter går vi fra små-ædru til havnearbejderstive. Flot smarte.

Veninden går under lige som vi beslutter os for at gå ud igen. Kammeraten og jeg smutter selv. Så snart vi er ude, kan jeg mærke, jeg er ALT for stiv og skal bare HJEM. Så kysser han mig. Pis. Jeg er for fuld til ikke at gå med til det. Men gider egentlig ikke helt. Han kender også A og det er lidt for langt ude at snuppe hele vennekredsen. Til gengæld har han ikke noget sted at sove. Han bor i Berlin. Pis. Fuck det, er for træt og for sød til ikke at love ham en plads hjemme hos mig.

Ind i en taxa. I taxaen får kammeraten et par beskeder fra A. Han holder vist noget after party. Godt så, der kan ham Berliner gutten sove! Done and done. Jeg ringer til A (klokken er 3.30 om morgenen, men han er jo vågen…?!?). Han tager den og jeg forklarer, jeg ikke kan tage HANS kammerat med hjem. Kan jeg ikke sætte ham af hjemme ved ham? Jo da, kom kom.

Sådan ender jeg hjemme hos A… IGEN. Og dramaet er slet slet ikke begyndt endnu.

Fortsættelse følger…

Status pt: Jeg føler mig en kende forudsigelig lige nu.


/Gemt


Foto: Lady Gaga Inspired Lips af Eva Senín Pernas (fundet her)




tirsdag den 10. juli 2012

Hr. X og Kaffekoppen

For et par uger siden kom Hr. X på besøg fra sandkassen. TV2 blog læsere kan måååske huske, at han flyttede til Dubai i august. Han har ikke været i England siden. For to uger siden, skulle hans søster giftes, så han kom. Længe inden skrev han til mig og spurgte om, jeg ville mødes til en kop kaffe. Ej, du har sikkert travlt med at se tusind andre, siger jeg. Nej da, siger han, jeg vil rigtig gerne se dig. Hmm, okay, helt fint, får jeg mumlet.

Så går der lidt tid, og jeg får en notification (ved ikke, hvad det hedder på dansk?!?!) på Facebook. Jeg er blevet inviteret til et eller andet. ”Hr. X fleeting visit”, hedder det. Jeg og 30 andre mennesker er inviteret. Alle hans venner. Altså FUCK dig. Gu’ vil jeg ej komme og være kællingen. Jeg ved godt, hvad de alle sammen sagde, da jeg skred. Det var ham, der fik AL ynken. Ihh, uuuhh, altså hvor er det bare ALTID skidesynd at blive forladt. ”Forladeren” er altid en fucking skidespræller. Fri mig for det pis! Der skal sgu da for fanden være en, der tør tage skridtet.

Jeg lader den latterlige invitation sidde og glo åndssvagt på mig i min inbox. Ikke længe efter annoncerer de på arbejde at selvsamme dag, er vores midsommerfest. YES! Fuck yeah! Undskyldning som sendt fra himlen. Jeg skriver til ham og siger, jeg desværre ikke kan komme på grund af arbejde, men hvis de skal ud i centrale London senere, kan jeg eventuelt komme forbi der. Jeg får en fjæs besked fra ham, der siger, jamen det skal de helt klart. Han vil sende en sms, når han lander i UK, så jeg har hans midlertidige engelske nummer.

Dagen oprinder. Jeg får ingen sms’er. Det er nu lige meget et eller andet sted. Jeg fester med mine kolleger, drikker cider i spandevis og spiller kubb.

Dagen efter ser jeg, at han har postet sit nummer på event siden samme dag, som det var. For fanden altså, der går jeg jo ikke ind og kigger. Jeg skriver en besked til ham og fortæller, jeg ikke havde set det. Jeg ønsker hans søster tillykke, spørger hvordan han har det.

Han svarer… Aldrig. Han har stadig ikke svaret? What?! Det skal siges, han er typen, der ALTID svarer på ALT. Så nu er han tøsefornærmet, eller hvad? For helvede altså, er i første instans pissed over, at han insisterer på at mødes og gør en stor sag ud af det for så at invitere mig til et event med ALLE hans venner herovre. Så lover han at skrive og gør det ikke. Og nu svarer han så bare slet ikke. Fuck ham altså.

Status pt: er lidt sulten.


/Gemt

Foto: Annoyed af Stella/caligoisdead (fundet her)

mandag den 9. juli 2012

Hvorfor "Gemt"?

Weekendens strabadser hænger mig stadig om anklen. Der er en del at sige, desværre alt sammen noget, jeg føler, jeg har sagt før... Men jeg kan simpelthen ikke overskue det lige nu. Så i mine TV2 gemmer, fandt jeg forklaringen på mit alias - er det ikke herligt? Mit oprindelige navn var "Gemt i London", jeg ændrede det til "Gemt i Byen", da jeg rykkede herover på blogger. Jeg overvejede at flytte og ville ikke være bundet af bynavnet. So here it goes:

Hvorfor ”Gemt i London”?
Jeg tænker, jeg må forklare. Dybdegående analyse. Så der kan udbredes forståelse. Afklaring. Eller noget?
Ææææhh... Tjaahhh.... Jo ser du her kommer den helt fantastiske forklaring! Jeg hedder Gemt i London, fordi jeg ikke kunne komme på noget andet og var for utålmodig til at vente en dag eller to med at oprette bloggen. Ta dahh! Er det ikke skønt! Jeg udviser simpelthen kreativitet ud over alle kanter og grænser (det skal lige nævnes, som det er sagt før, at jeg jo har et kreativt job).
Ej, okay selvfølgelig kan jeg hægte en grund eller to på. Jeg bor i London. Tjek. Jeg gemmer mig ikke rigtigt. Næsten tjek. Jeg gemmer mig jo lidt på bloggen i og med, jeg er anonym. Det er lidt noget halv-bæ. Det kan jeg godt se. Men har blogget før og pludselig kom blogosfæren lidt for tæt ind på livet. Så skulle jeg lige pludselig tænke over alt jeg sagde (familiemedlemmer fandt bloggen). Og min pointe med denne lille plet i den store elektroniske verden er jo netop, at jeg gerne vil være helt ærlig. Og dele lige hvad jeg føler for! Og det er ikke alt man vil have onkel Egon fra Fyn skal vide! (note, all characters are purely fictional).

/Gemt

Foto: Natascha Verkaik af Peter Coulson (fundet her)


torsdag den 5. juli 2012

Det skete i de dage på TV2

Jeg har blogget under et par forskellige alias igennem de sidste 6 år. Nogle gange har det været mig selv, andre gange hemmeligt. Nogle gange har det været på engelsk, andre gange dansk. Jeg startede "Gemt.i.London" bloggen på TV2 Blog i september 2010. 

Det var året, hvor jeg gik fra min kæreste igennem 2 år. Før ham havde jeg en anden kæreste i 5 år. Med andre ord fedtede jeg rundt i diverse forhold fra 18-25år. Siden den skæbnefulde dag først på efteråret 2010, hvor jeg sagde ordene: "Jeg tror, vi har brug for en pause." Har jeg været single, gemt i London og blogget om processen.

Mit første indlæg på TV2, lød således:

En ny begyndelse - på søndag

En ny blog. Helt blank. Med en blinkende cursor. Et afventende kanvas. Et uvidende publikum.

På søndag starter jeg forfra. Jeg er gået fra kæresten - i tale i hvert fald. Rent fysisk forlader jeg ham først på søndag. På søndag er alle mine ting i kasser. Hans ting er i kasser. En ny person vil overtage værelset. Det vil ikke længere være vores - men hendes.

To år blev det til. Meget længere havde han troet. Og jeg havde håbet. Men når det pludselig bliver klart, at kærligheden er væk. Så er der ikke meget at gøre.

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. For første gang i næsten 7 år kommer jeg til at være single. Spændende? Skræmmende? Ligegyldigt? Eller bare ensomt? Jeg ved det ikke. Men I kommer med på rejsen. Jeg vil lade følelserne, tankerne og hvad der ellers er, spilde ud på siderne her.

I kan relatere, spørge, grine, håne, trøste eller hvad ellers mine skriverier vil bringe frem I jer. Vigtigst er, at jeg får det "sagt".

Lige nu er det noget rod. Jeg tør ikke helt åbne op. Men det kommer. Det gør det. Jeg skal bare lige turde at finde mig selv frem igen. Finde ud af, hvem jeg er. Hvem jeg mon har udviklet mig til. Indeni tror jeg nemlig stadig jeg er 18. Men min forstand siger noget andet.

Da TV2 er blevet nedlagt er der ingen måde at linke til starten af bloggen på. Jeg er ved at lure nogle af mine gamle indlæg igennem og smider måske et par herind fra tid til anden.

/Gemt

Foto: Confused af Ana/Mushy-Pea (fundet her)

onsdag den 4. juli 2012

Det der grønnere græs

Det er det nemlig altid. Grønnere. Græsset, altså. Når jeg kan få det, vil jeg ikke have det. Men tager du det fra mig, er det pludselig det mest spændende og begærede element i mit liv. Hvorfor er det sådan? Hvilken biologisk defekt besidder en kæmpe del af befolkningen? Det er da en helt forkert evolutionsudvikling. Kom nu ind i kampen og bryd ud i ren euforisk jubeldans over alle de smukke dejlige ting, der allerede er her og gerne vil være her. Hvorfor mugge over den ene ud af de hundrede, der ikke er perfekt.

Jeg sidder og glor på computerskærmen vel vidende, at mit arbejde ikke laver sig selv. Stresser jeg? Ja, for fanden. Jeg har fri i næste uge og skal være færdig med alt, jeg har gang i. Klokken er 12.30 og indtil videre har jeg fået lavet cirka ingenting. Hvad gør jeg ved det? Mugger og blogger. Hopper på fjæsbog. Hovsa, A er online. Prut. Nå, det er godt vejr i DK. Fuck jer. Okay, så den og den er på vej til at blive gift i Las Vegas. Face stinker. Det er en total poleret udgave af folks liv. Der er sgu ingen, der har hæmorider på bookface (jf. Sarkastikum).

Nå men det der grønne græs, jeg kom fra. Jeg er simpelthen så fucked up, at nu hvor jeg ikke har A at tvangstænke omkring, så keeeeeeeder jeg mig simpelthen. Hvad sker der lige for det?! Jeg vil altså åbenbart hellere panikke over en eller anden latterlig spassermand end ingenting? Så sker der sgu ikke nok i mit liv. Prøv nu lige at være tilfreds for en gangs skyld. Skal der altid være noget i vejen? Er drama virkelig at foretrække? Prøv lige at være en større kliche.

Status pt: Navlebeskuer.


/Gemt

Foto: Bored Cat af Lostknighkg (fundet her)

mandag den 2. juli 2012

Ham Den Gifte

Samme aften, jeg fandt ud af A var tilbage med kæresten, fik jeg en kærlighedserklæring. Fra Ham Den Gifte. I januar startede der en ny gut på arbejde. Det viste sig ret hurtigt, vi kom godt ud af det med hinanden. Kemien var elektrisk. Samtalen flød nemt fra første sekund og humoren var i helt samme hak.

En dag på pubben opdager jeg, han er gift. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke har set ringen før. Det er ikke et ”problem”, jeg løber på særlig tit...! Det ændrer situationen. En smule. Det gør det meget nemt. Han er en kammerat! Skønt, dem kan man altid bruge flere af.

Så kommer Den Fredag. Den Sorte Fredag. Aftenen, hvor jeg finder ud af A’s løgne. Aftenen, hvor Ham Den Gifte kommer med et forslag. Om at tage hjem til mig. Han fortæller, hvordan han har tænkt på det længe. Fortæller mig, hvor smuk jeg er. Hvor alt muligt pissemeget ubrugeligt blaaaaaaaa...!

På dette tidspunkt har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen. Mænd er simpelthen Uduelige Svin. Den ene mere utro end den anden. Kraftstejleme om jeg gider blive gjort til den anden kvinde. Igen. Jeg siger til ham, jeg godt ved, der er noget imellem os. Men han er gift og det kommer aldrig til at ske.

Han giver ikke op. Bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg står fast.

Nu er der gået en måned... Vi har ikke snakket siden. Vi snakkede sammen HVER dag. Nu... Intet! Indtil i fredags. Han undskylder. Siger han gik over stregen. Han siger, han synes, jeg er en utrolig smuk kvinde (!) og herlig at være sammen med, men han joggede i spinaten den aften. Jeg tilgiver. Siger at det er bag os. Måske er mænd ikke helt i udu alligevel. De kan godt, når de vil altså. Nogle gange. Sjældent. Men lidt har også ret. Ik?

Status pt: Soler mig i tanken om, nogen synes, jeg er smuk.

/Gemt

Foto: Marriage af Why-Why (fundet her)

søndag den 1. juli 2012

Datingstatus

Midt mit rod med A, fik jeg den fantastiske ide at prøve online dating. Der faldt et par indlæg om emnet og vist også et løfte om at dele ud af oplevelser og erfaringer:

Jeg, en netdater

Bland selv mænd

Sorry, siger jeg bare. Total fiasko! Jeg er så udpræget uimponeret af Match.com. Først og fremmest var kaliberen slet slet ikke til stede. Okay, fair nok, måske er jeg lidt hård til at dømme for hurtigt. Men for fanden altså, hvis jeg får lyst til at skære håndleddene over (overført betydning, people!) inden jeg når til enden på profilen, så gider jeg sgu da ikke bruge en hel aften af mit liv med personen! Ja og det handler om kemi og bla bla bla. Lad mig da så komme til pointen… De var også pissegrimme! JA! Det er hamrende overfladisk! Men faktisk synes jeg det var sværere at finde en semi-interessant mand på Match end i virkeligheden. Og med min seneste erfaring på den front, siger det ikke så lidt.

Så hvad nu? Jeg er blevet anbefalet Guardian Soulmates som vist skulle være ret godt. En af mine kolleger skal giftes med en, hun mødte der. Men det der online dating lort er pissedyrt og ikke særlig sjovt. Jeg leder heller ikke efter en livsledsager nødvendigvis. Jeg vil bare gerne date lidt, have en sød sommerflirt eller noget. Jeg vil have et alternativ til alle mine pissehamrende loved-up parvenner. Er det for meget forlangt?

Søndagsbrok slutter nu, promise.

Status pt: prøver at fylde A tomrummet. Der skal meget brok til.

/Gemt

Foto: 4335 af Jesse Paul K (fundet her)

P.S. Okay så normalt vælger jeg et billede, der passer til stemningen/indholdet i indlægget, men dette er simpelthen fordi, det ligner en superfræk søndag morgen. Sådan en ville jeg gerne have haft!