Solen har bagt på mit lille loftsværelse dagen lang. En sveddråbe siler sløvt ned ad rygraden. Mine dvaske fingre bevæger sig langsomt henover tastaturet. Jeg søger dybt inde efter energiske, inspirerende ord. I stedet daler ord om heden ud på det digitale A4 ark.
I brystet mærker jeg hjertet banke en kende hurtigere end det burde. Det har det gjort siden jeg mødte på arbejde sidste mandag. Jeg kender endelig svaret på mine jobkvaler. Jeg skal væk. Min krop skriger på forandring. Når arbejdsløsheden begynder at føles som en mulighed væk fra et ellers godt job, er det gået for vidt.
Tanker om A føles små og ligegyldige. Jeg kender efterhånden hans stil og jeg gider ikke vente på ham længere. Han ved, han har sin chance. Men ved han, vinduet er ved at lukke? Jeg kunne lade døren stå på klem. Vente til han er klar. Lade ham bestemme tempoet og hvornår han gider mig. Men jeg er bedre end det. Så meget ved jeg. Han kan få mig. Men ikke til enhver pris. Denne paragraf modsiger sig selv. Jeg modsiger mig selv. Ethvert rationelt begreb rejser til sydens sol ved et strejf af A.
Weekenden gik i en rus af sommersol og samtaler. Jeg så gamle gamle venner den ene dag og langt nyere den anden. Kysset af ultraviolette stråler weekenden lang, kunne intet gå galt. Mandagen synes ih så åh så langt væk. Pludselig var den over mig og sandheden indtog horisonten, periferien og invaderede ethvert udblik. En ide jeg arbejdede på hele sidste uge blev skudt i sænk af topchefen. Jeg har ingen alternativer. Hjertebanken. I halsen. Mon jeg får lov til at blunde i nat?
Jeg smiler dagen lang men melankolien finder mig hver aften. Hvornår kan jeg ryste den af mig og føle jeg er på rette vej?
Status pt: Er træt og presset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar