torsdag den 14. marts 2013

Gav jeg slip på Den Eneste Ene?

Der er en tanke, der til tider sniger sig ind under huden på mig. Den starter ligeså stille ude i fingerspidserne og sniger sig forsigtigt op langs armen. På vejen mod mit bryst river den hvert eneste hår og kradser i hver eneste nerve. Når den endelig lander i mit hjertekammer, har jeg kun en enkelt tanke. 

Hvad nu hvis jeg gav slip på mit livs kærlighed? 

Det er det spørgsmål, man ikke må stille. Den tanke og følelse, man ikke må have. Alligevel er der altid et ensomt øjeblik, hvor den tager over og kvæler den mindste anden følelsesspire.

Selvom jeg har væltet rundt i tvangstanker om A, Hr. X, Svensken, Kollegaen, Plastik, Sød Fyr, Hr. Biceps og hvem der ellers har været oppe at vende de sidste par år, så var der engang en anden.

Den Store Kærlighed (DSK).

Efter 5 år gjorde jeg det forbi. Vi ville ikke det samme. Forelskelsen var længe boblet af. Vi var utroligt unge, da vi mødtes. Vi holdte hinanden tilbage. Vores sexliv havde for længst opgivet at være mere end en gang om måneden. Undskyldningerne var mange.

Blot de korteste øjeblikke efter DSK mødte jeg Hr. X. Gamle udbrændte kærlighedsrester blev erstattet af en ny, frisk og boblende forelskelse. Først flere måneder inde i forholdet, da jeg opdager DSK har fundet en ny, bryder jeg sammen. Jeg sidder med min bedste veninde på Skype og mister al selvkontrol og knækker sammen i ukontrolleret gråd. Han er virkelig væk. Han er virkelig slet ikke min længere.

I dag spørger jeg så… Gav jeg slip på mit livs kærlighed? På den uerstattelige eneste ene? Vi havde noget, jeg ikke har oplevet med nogen anden. Dog lærte jeg det først længe efter, vi var sammen.

Jeg ved, vi aldrig ville have fungeret i det lange løb. Bitterheden var begyndt at krybe ind under huden på forholdet. Frøene i de nye grønnere græsgange var allerede sået. Derfor ved jeg, at det er en myte. Han var ikke Mit Livs Kærlighed. Men hidtil er han Den Største Kærlighed.

/Gemt

Foto: Hair by MartaSyrko (find her)

10 kommentarer:

  1. Det tror jeg ikke - som et slags svar på din overskrift.

    Jeg tror på, at der findes mange eneste ener. De er, hvad (og i nogen tilfælde hvem) vi gør dem til; hvad vi tillader andre mennesker at lade os føle. Det kommer helt an på situation, menneske, tid og sted og andre små finurligheder, som spiller kærligheden puds og konsekvenser.

    .. Og så er man single - og det er til tider ensomt. Så er det man kommer til at tænke, hvilket er helt legalt, men tænk hellere videre. Kærligheden er stor, forelskelsen lille, den eneste ene ikke-eksisterende - den eneste anden venter, for fanden! ;)

    Love is enough

    - Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. Egentlig så har jeg også altid sagt, at jeg ikke rigtig tror på, der en EN eneste ene. Det her er klar navlebeskuelse og single tænkerier.

      Slet
    2. Jeg har lige læst lidt tilbage i mine indslag og faldt endnu en gang over din kommentar.. Det er nemlig så rigtigt! Når man er single er det nogle gange ensomt. Men forelskelsen er lille og kærligheden er stor. Det er ret godt formuleret.

      Slet
  2. Hvad Sofie sagde. Det er jo langt fra sikkert, han havde været "en eneste en", hvis du havde mødt ham i dag.

    Man kan fungere med flere. Måske knapt så romantisk, men det gør livet lidt lettere at overskue.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ville give lidt stress, hvis der virkelig kun var en - man skal i hvert fald ikke begynde at beregne sandsynligheden for at møde den ene....!

      Slet
  3. Jeg gav slip på min eneste ene.
    Jeg gav det en sidste forgæves chance men måtte indse, at hendes hjerte aldrig ville blive mit, med mindre at jeg skulle leve i en blå løgn om en lyserød prinsesse, der ville alle det bedste, men hvor virkeligheden var, at hun bare ville have verden til at sno sig til hendes fordel.
    Det gjorde ondt at måtte opgive, men efterfølgende har jeg her i blogland kunnet læse min dengang eneste enes hævngerrige fordrejninger af alt hvad der foregik og set mig selv udpenslet som kunne jeg have været forfatter til bogen med titlen: Jeg...... -et møgsvin!
    Da gik det op for mig, hvad jeg sådan set hele tiden har vidst, nemlig at den eneste ene er os selv. Fra tid til anden møder vi et godt match, og hende jeg engang kendte som min eneste ene VAR på daværende tidspunkt nok det bedste match jeg nogensinde havde mødt. Jeg følte mig hel og ikke halv...... indtil jeg så hvad prisen var.
    Den dag man står over for at skulle give køb på sig selv, mister man sin eneste ene. Det er den enkeltes valg om det så er kæresten eller en selv man ønsker at miste. Jeg valgte at beholde mig.
    Men søger du i hjertet, den eneste ene, da vil den eneste ene også søge dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, den er hård... Ingen burde høre de hårde ord der til tider bliver sagt i kølvandet af et forlist forhold. I det mindste lyder det som om, du endte et bedre sted... Selv om det med garanti ikke har været en hverken sjov eller behagelig rejse.

      Slet
  4. Jeg er sgu lidt i samme båd. Måske jeg gjorde det samme. Jeg ved det ikke. Men måske er det fordi Mr. Right ikke er dukket op endnu??

    http://janebruunelkjaer.wordpress.com/2013/06/22/hvor-lang-tid-tager-det/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg læste lige dit indlæg... Og jeg ved ikke med Mr. Right... Altså findes han eller? Jeg synes nogle finder noget, der er fandens tæt på... Men andre finder på et kompromis for ikke at være alene. For mig var det et spørgsmål om at vi var meget unge, og jeg var ikke klar til at sige det var "nok".

      Slet
    2. Du er forsvundet på wordpress... Læser du stadig med?

      Slet