lørdag den 6. august 2016

Et Ulige Forhold

Toget brager afsted i tunnellen. Lidt forude venter Frederiksberg og en aftenaftale med et nyt bekendtskab. Jeg aner, det potentielt er mere end et venskabeligt møde, men jeg vælger at ignorere tanken. I en ny by med et sparsomt netværk har jeg langt fra råd til at trampe på et spædt venskab trods en ulige indgang til forholdet. Den bro må krydses senere.

fredag den 5. august 2016

Svælger i Mørket

Jeg har tvunget ham ud af mine tanker. Jeg tillod ikke mig selv at falde for ham. Jeg har med viljens magt undladt ham fra mit følelsesliv.

Jeg er er efterladt med en tom skal. Jeg føler intet. Intet for ham. Intet for nogen anden. Et hjørne af mit væren higer. Higer efter at mærke. Føle. Være. Med ham. Men han har valgt. Og det blev ikke mig.

onsdag den 3. august 2016

Ham Fra Stockholm - Del 4

Maven slår en kvalmende kolbøtte. Glæden breder sig helt ned i tæerne. Samtidigt skvulper en farlig uro i fingerspidserne. Om få timer vil alkoholen have taget sit vante tag i min krop og kontrollen vil sløvt tabe magtkampen med lystens dystre underbevidsthed. Dybest set vil jeg gerne være slem. Morgengry bringer ofte fortrydelse med sig. Men i nattens mulm og mørke er jeg ligeglad. Når procenterne tager fat i lemmerne, kan jeg ikke holde mig væk.

tirsdag den 8. marts 2016

Ham Fra Stockholm - Del 3

Med det samme han får øje på mig, tager han fat om mig. Slugt i et kæmpe kram, mærker jeg glæden helt ned i tæerne. Trods der er gået mere end et år siden vi sidst så hinanden, er jeg nu endelig i hans arme igen.

Flere måneder inden gensynet har jeg givet op. Jeg slipper taget om tankerne og lader ham flyde væk. Han er ikke en mulighed. Mit liv fortsætter. Jeg oplever mere det næste halve år end jeg har i det meste af mit liv. Jeg ser, smager og føler alt det ukendte.

mandag den 7. marts 2016

Ham Fra Stockholm - Del 2

Hans læber på mine er urealistiske. Det er nemt. Jeg ved præcis, hvordan jeg smelter sammen med ham. Det er ikke akavet. Kun forkert.

Der er gået en måned siden turen til Stockholm. Der skete intet og jeg ved intet om, hvad fremtiden vil bringe. Tanker om Stockholm Vennen (SV) driver i baggrunden. Mit liv i London står i kasser på stuegulvet. Jeg har ikke noget job, ikke nogen bolig, kun en enkeltbillet til Sydney.

Al sikkerhed er kastet overbords og jeg vinker farvel til langtrukne længsler, knuste følelser og alt det jeg kender.

lørdag den 27. februar 2016

Ham Fra Stockholm - Del 1

“Du må ikke sige noget,” siger jeg ind i hans bedende blå øjne og ligger mit hoved på hans skulder. I et lille sekund, er tiden gået i stå. Musikken pumper i et andet rum, men aftenen er gået på hæld. I lang tid har jeg ignoreret følelserne, men med de vante procenter susende i blodet, bobler undertrykte tanker op til overfladen.