Toget brager afsted i tunnellen. Lidt forude venter Frederiksberg og en aftenaftale med et nyt bekendtskab. Jeg aner, det potentielt er mere end et venskabeligt møde, men jeg vælger at ignorere tanken. I en ny by med et sparsomt netværk har jeg langt fra råd til at trampe på et spædt venskab trods en ulige indgang til forholdet. Den bro må krydses senere.
Alligevel undrer jeg mig over min manglende interesse. Han er sød, sjov, spændende og sprudlende. Han er pæn uden at være model. Han skubber til mig professionelt, personligt og venligt. Han siger de hårde ting uden de lyder hårde. Er det ikke min type? Er det ikke en med potentiale?
Jeg har været single i 6 år. Nok har der været svenskere, one nights, flirter, kirurger, små drenge, kolleger og en enkelt hollænder. Men siden jeg startede denne blog (eller rettere den på TV2) i et forsøg på at komme over Hr. X, da har ingen kunne kalde mig deres kæreste.
Nu buldrer jeg afsted mod en uvis aften. En aften der forhåbentligt ender i latter, god rødvin og et nyt venskab. Alternativt er det en aften, der ender i hvide løgne og lyster der ikke kan indfris.
Status pt: Nervøs
/Gemt
hej igen, håber at alt er ok ? :)
SvarSlet