Længsel Efter Længsel

Han smelter ned i mine tanker lettere end Lurpak på en varm pande. Tanken er vant. Det er en vejrtrækning, en fugls vingebask.

Flere år er passeret siden det første kys. Flere ulykkelige hændelser er sket siden, vi først mødtes. Alligevel evner jeg ikke at slippe ham.

Jeg ønsker at være ligeglad. Jeg ønsker at glemme. Jeg ønsker at møde en ny. Hvad er det ved ham, der bliver hængende? Hvad er det ved ham, der tiltrækker?

Jeg har mindet om smerten. Alligevel føler jeg intet. Kærligheden er væk. Ligeledes er lidelsen. Tilbage er genfærdet. En følelse af længsel. En længsel efter noget, der ikke længere eksisterer.

Status pt: Fuck nu af, A

/Gemt

Et Gensyn med Ham – Del 2

Med alkoholet susende i blodet, vender det hele tilbage. De gode tider. De gode grin. De gode samtaler. Mit syn er sløret, min dømmekraft svævende og og hukommelsen blakker.

Jeg ser os gå ned ad vest Londons mørklagte og mandagstomme gader. Jeg nægter at gøre noget. ”Det må være dig, der skal gøre noget, hvis det skal være nogen af os,” hører jeg mig selv sige overmodigt.

A – Det Sidste Kapitel

Her er forårets og sommerens hændelser opsummerede. Det starter lige efter "Påskefrokost?"

Jeg er lige vendt hjem fra en forlænget weekend med slænget. Beskeden brænder i telefonen. Han har spurgt mig ud til frokost. Helt rigtigt denne gang. Beskeden er sendt om eftermiddagen og er ganske oprigtig. Jeg har formået at spille cool. Har ventet til fødderne landede i London. Og nu kan jeg endelig svare. Endelig.

Tiden går og vi får ikke sat en dato. En fredag aften skriver jeg til ham. Han svarer. Jeg svarer. Han svarer. Det føles vidunderligt. Normalt. Ikke latterligt og sårende. Vi aftaler at mødes søndag. Jeg sejler gennem lørdagen. Flyver på en sky i et luftlag, jeg ikke før anede fandtes. Søndagen oprinder. Og han aflyser. Han skal arbejde.

Han følger ikke op på den. Men det er okay. Han skulle jo arbejde. Det kan man ligesom ikke gøre noget ved. Eller hamle op med. Jeg må være mere forstående.

Dagene går og jeg hører intet.

Et par uger går og jeg skal til gadefest. Jeg ved, han også har meldt sig til. Det er hipster central. Hvordan kunne han gå glip af det? Jeg spænder mig ind i det fineste lille playsuit. Det flagrer forsigtigt om lårene. Kæler for mig. Håret falder i store bølger om skuldrene. Vipperne er forlængede i det uendelige.

Han kommer ikke. Så jeg drikker mig i hegnet. Og skriver til ham. Han er ude og spørger hvorfor jeg ikke kommer og mødes med ham. Han er sammen med Fællesveninden (eller hvad fanden hun efterhånden er). Det er dumt og farligt. Og jeg er pisseligeglad. Jeg er dum for ham og sidder allerede i en taxa og har rystet veninderne af mig.

Han ringer til mig. Jeg tager den og siger, jeg allerede er på klubben. Han er i baren udenfor. ”Kom og mød mig,” siger han. Jeg er allerede på vej gennem menneskemængderne. Jeg træder over tærsklen til det overdækkede område udenfor. Den dybe bas fra dansegulvet dulmes til en svag dunken. Og så ser jeg ham. Han kommer hen til mig. Jeg kender de øjne, det favntag, den længsel.

Efter grin, smil, kys og drinks, siger han vi skal snakke. ”Lad os skride,” siger han. ”Okay, hvis du synes,” smiler jeg.

Vi finder vennerne. Der står jeg. Med ham. Foran dem. Sker det virkelig? Er vi så åbne? Jeg får sagt til Fællesveninden, at det aldrig handlede om sex. Og ”vi ses” til de andre.

A og jeg snakkede den aften. Vi snakkede rigtig meget. Han sagde alle de ting, jeg ville høre. Hvordan han kunne være sig selv, når han var sammen med mig. Hvor skønt det var at være sammen med mig. At han var ked af alting. Jeg sagde til ham, jeg ikke gad at finde mig i hans lort. Hvis vi laver en aftale, så skal den holdes. Hvis jeg skriver en besked, skal den svares på. Han fortæller mig, hvor dejlig, jeg er. Hvor fantastisk en person, jeg er. Han elsker min ambition og passion, siger han. Han kan tale med mig. På en anden måde end de andre.

Jeg tilbringer natten indenfor hans velkendte fire vægge. Men det føles anderledes. Det føles rigtigt. Ægte. Vi spiste morgenmad sammen for Christ’s sake!

Han kysser mig farvel og jeg drysser ud på øst Londons solbeskinnede gader.

Jeg drømmer søde kærestedrømme, men bliver i stedet klasket i ansigtet med utallige aflyste aftaler. Jeg ser ham en enkelt gang efter dette i løbet af sommeren. Just som jeg tror, det er slut, inviterer han mig hjem til ham til en grillaften. Men endnu engang. Bliver den aflyst. Han holder mig afventende. Ude af stand til at få ham. Ude af stand til at give slip. Dømt til at hænge ud i verdens mest ulidelige venterum. Hvor væggene kradser i sjælen og stolene presser dig ud på sindssygens rand.

Stille siver frustrationen helt ind i knoglerne. Jeg kan intet. Jeg tror, jeg er videre, men bliver gang på gang hevet ind i hans univers. Så snart alkohol rammer min blodstrøm er han først på listen. Indtil jeg en dag går over stregen. Jeg fortæller ham, jeg er træt af det hele. Han spørger om vi ikke skal snakke om det en anden dag. Jeg presser på. Men får endt det. Jeg skriver en undskyldning et par dage senere. Han svarer aldrig. Og jeg begynder den hårde vej mod at komme videre.

Jeg er ovre ham. Tror jeg. Men så bliver jeg fuld. Igen. Kysser min bedste vens lillebror og ringer til A. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige. Men han tager den heller ikke (would you?). Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg går i seng og vågner til skammen dagen efter. Jeg tvinger en undskyldning ud over tasterne. Jeg hører selvfølgelig. Ingenting.

Min eneste trøst er, at jeg ved, han aldrig sladrer. I det mindste har jeg det. Det lille bitte frø. Fællesveninden har godt nok afskrevet mig. Hun holdt indflytterfest, hvor alle undtaget jeg blev inviteret. Social paria. Men i det mindste ved hun ikke, hvor slem jeg har været.

Men så den anden dag… Hører jeg fuglekvidren. Fællesveninden ved alt om mine fulde stunts. A har sladret. Og Fællesveninden har sladret videre. Tak. Nu står jeg tilbage uden hende eller ham. De har brugt det sidste år på at fucke mit liv op. Jeg har revet mit hjerte ud af brystet og serveret det for dem. Jeg har gjort det så let. Har opført mig så skrøbeligt og latterligt.

Endelig faldt 25 øren. Han er spild af tid. Han er FUCKING spild af tid. Han har behandlet mig som pis fra dag et. Han har sagt alle de rette ting og holdt mig dansende som en marionetdukke.

Nu er det nok.

Farvel A. Du kan kraftedderperkeme pisse ved en sten. Din Lort.

/Gemt

Foto: Doppelganger af Eleni Onasoglou (fundet her)

Når det slutter med A

Fortsættelsen... 

Jeg trasker ud af hans lejlighed og hen mod undergrunden. Øst Londons hårde betonminer har intet til overs for hverken mine reelle eller moralske tømmermænd. Jeg lander foran Aldgate station, men kan langt fra overskue at sidde på toget i tøjet fra i går og i midten af dømmende medpassagerers stirren.

Jeg tøffer på Burger King. Drikker en cola og en bid burger. Jeg har det ad helvede til og smider resten væk. Mit blik vender sig forsigtigt op, og jeg er endt ved Aldgate East. Jeg ringer til veninden fra i går og fortæller hende, hvad der er sket. ”Kom,” siger hun bare.

Dagen bliver brugt i hendes seng. Lange samtaler, diskussioner og debatter. Jeg siger, jeg bliver nød til at rede det ud med ham. Det holder ikke længere. Vi har fælles venner for fanden. Jeg ringer til ham. I et splitsekund når jeg at tænke: ”Han tager den ikke”. Men det gør han. Han lyder halvt død.

”Det her går bare ikke,” siger jeg. Jeg lægger kortene på bordet og siger, vi bliver nød til at kunne eksistere simultant uden at springe på hinanden. Jeg gider ikke at have, det skal være akavet hver gang, vi er inviteret samme sted hen. Han er enig. Samtalen slutter som søndag aftens mørke lægger sit dulmende tæppe omkring mig.

Samme aften kan jeg ikke sove. Jeg er så skuffet over mig selv. Hvordan kunne jeg være så svag? Næste aften kan jeg heller ikke sove. Eller den næste.

Sent torsdag aften får jeg en besked. Skal vi mødes lørdag? Fredag formiddag svarer jeg. ”I morgen lyder godt, kl 13?” Skriver jeg. Jeg hører intet tilbage.

Fredag aften er jeg ude med en fælles kammerat. Vi drikker i Soho og skal øst på senere. Snakken og drukken går i høje bølger. Vi snakker om at mødes med hendes kæreste. Hun ringer til ham. Han er sammen med A. Selvfølgelig er han det. Fælles venner and all. Shit, hvor noget rod.

Jeg får talt veninden fra øst. Hvordan ved jeg ikke. Vi bliver i Soho: Whisky sours på Two Floors på Kingly Street og sluttere på Market Bar.

Kl. 13.30 næste dag skriver A. Han skulle arbejde og havde derfor ikke svaret. Blah blah blah, heard it all before. Han spørger om jeg er fri ved 17-18 tiden og hvis ikke så engang i næste uge? Jeg svarer ikke.

Sent søndag eftermiddag skriver jeg: ”Hej, onsdag?” Han svarer en time efter og går med til det. Søndag-tirsdag bliver der svaret hurtigt på alle beskeder, men jeg tager alt med et gran salt. Jeg vil bare have fikset den her situation.

Dagene går og vi mødes endelig. Ædru. Efter arbejde.

Det er akavet. Underligt. Mærkeligt. Uvant. Først går snakken om løst og fast. Jeg bringer Det på bane. Siger om det er bedst vi undgår hinanden? Nej da, vi er voksne mennesker, er svaret der falder. Skvattet svar, men fint nok. Jeg er rimelig oven på så fuck it. Punkt nummer to. Jeg siger, hvis vores fælles venner spørger om det, så lyver jeg ikke. ”Jeg lyver ikke for dig,” siger jeg. ”Og der er rigtig mange, der ved det,” tilføjer jeg. Det er hans egen skyld. Han mødtes med mig, hvor der var mindst 10 af mine kolleger (venner med fælles venner). Det forstår han godt.

To timer og to glas vin senere, går vi hvert til sit.

Jeg har sluttet den. Han har ladt døren stå på klem. Han sagde et eller andet pis med at: ”Hvis der nogensinde skal ske noget… Blah blah blah.” Men jeg holdt den helt cool. Viste ingen tegn på interesse i andet end vores fælles venner.

Hvad nu? Lige siden den samtale har jeg haft det skøøøøønt! Han påtog sig skylden (sagde det var ham, der havde fucket i det) og jeg har intet i klemme. Han sidder tilbage med lorten og jeg er fri. SÅ FRI!

Fem fucking måneder har A sagaen taget. Jeg har det som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Væk er tvangstanker, dårlig samvittighed og frustration over manglende kommunikation.

Status pt: Fan-fucking-tastic!

/Gemt

Foto: Endelig Videre af Gemt (fundet på min iPhone)

Nu Er Det Nok

Foto: I Cried Enough For You af Ambyon (fundet her)

Bippelip, en sms tikker ind på mobilen. Det er fredag og tiden er lige passeret midnat. Det er fra Ham. Spørger om jeg vil mødes til en drink eller noget at spise i næste uge. Glæden eksploderer i mellemgulvet og arbejder sig hele vejen op til et smil.

Jeg svarer sidst på eftermiddagen lørdag. Siger det er en deal og hvilke dage, jeg ikke kan. (stilhed)…. (mere stilhed). Tirsdag eftermiddag har jeg endnu intet hørt og sender følgende: ”Hej du, skal vi have den drink eller hvad?” Hurtigt efter kommer svaret: ”Jo klart. Imorgon efter jobbet?” Jeg venter et par timer med at svare og siger jeg er til møde hele dagen i Soho og regner med det slutter omkring kl. 18, så der er det en deal.

Igen stilhed… Kl. 17.49 får jeg endelig en besked. Han skal arbejde til 20-20.30, kan vi mødes en anden dag….?! 45 min senere siger jeg, jeg stadig er sammen med mødefolket og godt kan mødes senere (ja, jeg ved godt, det er lidt dørmåtteagtigt, men gider simpelthen ikke det lort her mere). Han svarer en time senere og siger det nu bliver endnu senere, så det bliver nød til at være en anden dag.

Konklusion: He’s just not that into me.

Jeg ved godt, der kan være masser af grunde (den reelle inklusiv) til hans sløvhed og aflysning. Men hvis han virkelig ville mig, ville han så ikke være liiiidt mere fremme i skoene? Jeg ved, han lige er gået fra sin eks og jeg har det fint, helt fantastisk faktisk, med at tage det langsomt og se, hvad der sker. Hvad, jeg ikke finder mig i, er at være en eftertanke, en fodnote eller hvad fanden der ellers anerkender den mangel på respekt, han udviser pt.

En veninde sagde til mig: ”Hvad er han bange for?” Interessant alternativ måde at se på det på… Hvis han virkelig bare ikke er interesseret, hvorfor så ikke sige det? Vi har fælles venner og det kan blive virkelig akavet og ærgerligt, hvis vi ikke slutter det på en pæn måde.

I sidste ende, har jeg fået nok. Jeg har brug for, han udviser mere respekt og interesse. Jeg ville gerne mødes med ham og tage den her snak ansigt til ansigt, men jeg kan ikke se, hvornår det kommer til at ske. Så nu kan det være nok.

Status pt: Skuffet

/Gemt

Greg Laswell "Goodbye" (fundet her)