Et Gensyn med Ham – Del 2

Med alkoholet susende i blodet, vender det hele tilbage. De gode tider. De gode grin. De gode samtaler. Mit syn er sløret, min dømmekraft svævende og og hukommelsen blakker.

Jeg ser os gå ned ad vest Londons mørklagte og mandagstomme gader. Jeg nægter at gøre noget. ”Det må være dig, der skal gøre noget, hvis det skal være nogen af os,” hører jeg mig selv sige overmodigt.



Et eller andet sted ender det på et badeværelsesgulv i en fuldt ustyrlig rus. Helt hvordan det nåede dertil, husker jeg langt fra. Det er sagen uvedkommende, da historikken er mere end velkendt.

Når morgenlyset endelig rammer, har hovedpinen meldt sin ankomst. Jeg styrter ud af sengen. Jeg er ved at komme for sent til mit fly. Trods en uges faren rundt i min hjerteby Londons velkendte kroge, er det ikke længere mit hjem. Han hører til her. Men det gør jeg ikke.

Jeg kysser ham træt farvel på gaden, hopper i en taxa og kører ud af hans liv. Jeg føler mig som det sidste kapitel i en bog. Jeg vil smile, men jeg føler mig for trist. Jeg vil græde, men jeg føler ikke trist nok.

Der er gået næsten tre måneder, siden det skete. Jeg hørte fra A så sent som i går. Men det er som en anden tid. Han er ikke en del af mit nuværende øjeblik. Noget i mig, vil ikke give slip på ham. Han er symbolet på, hvornår jeg sidste virkelig følte noget.

Der var engang, hvor ethvert sødt smil fra en tilfældig fyr på gaden ville sende dybe bølger ned i mellemgulvet. Nu… Er det som en planet, der kun passerer jorden hvert 25. år. Det er en særlig hændelse, man langt fra kan forvente at opleve flere gange i sit liv.

Status pt: Føler ingenting.

/Gemt