Når Det Endelig Sker

November 2013

Musikken pumper og alkoholen har et fast tag i blodet på mig. Lysene bølger rundt i rummet. Stemningen fylder mig med urealistisk selvtillid. Jeg er fræk, sikker og målrettet. Lillebroren står selv henne ved bordet og jeg vrikker derhen. Drinks bliver hældt igennem halsen, trin bliver danset og blik bliver udvekslet. Aftenen rinder ud og tiden er inde til at drysse hjem.

De andre er blevet væk og vi går selv. Vi vælter ud fra Soho og med et tårner Regent Street sig over os. Fulde turister dingler rundt omkring. Det bliver besluttet at tage bussen. Han har aldrig taget den. Ved ikke hvor han skal af, met kan jeg heldigvis hjælpe med.

Bussen triller langsomt gennem Vest Londons gader. Endelig kommer stoppet og jeg står af sammen med ham. Vi løber grinene op af fortovet og jeg får næsten skubbet ham ud på vejen. Han vender sig om mod mig, tager fat om mine arme og skubber mig hårdt op ad en lukket butik. Han kigger mig hårdt lige i øjnene. Og kysser mig.

Vi går videre og når til punktet, hvor jeg skal til venstre og han til højre. Han begynder at gå, kigger tilbage og spørger hvor jeg bliver af. Selv da jeg mumler ordene ”men jeg skal jo den anden vej,” ved jeg godt, jeg har overgivet mig.

Foran hans dør snakker jeg stadig om ”at vi bare lige skal have en drink”. ”Gemt,” siger han, ”vi skal ikke have nogen drink.” ”Nej, nej det skal vi nok ikke,” halvt siger og halvt tænker jeg. Døren smækker bag mig og forsigtigt tager jeg de trin, jeg ikke kan tage tilbage.

/Gemt