Ham Fra Stockholm - Del 1

“Du må ikke sige noget,” siger jeg ind i hans bedende blå øjne og ligger mit hoved på hans skulder. I et lille sekund, er tiden gået i stå. Musikken pumper i et andet rum, men aftenen er gået på hæld. I lang tid har jeg ignoreret følelserne, men med de vante procenter susende i blodet, bobler undertrykte tanker op til overfladen.

Og så blev det akavet

Jeg kyssede Lillebroren. Igen. Han var skøn. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Fuck.

Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.

Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.

Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?

Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.

/Gemt