Når det slutter med A

Fortsættelsen... 

Jeg trasker ud af hans lejlighed og hen mod undergrunden. Øst Londons hårde betonminer har intet til overs for hverken mine reelle eller moralske tømmermænd. Jeg lander foran Aldgate station, men kan langt fra overskue at sidde på toget i tøjet fra i går og i midten af dømmende medpassagerers stirren.

Jeg tøffer på Burger King. Drikker en cola og en bid burger. Jeg har det ad helvede til og smider resten væk. Mit blik vender sig forsigtigt op, og jeg er endt ved Aldgate East. Jeg ringer til veninden fra i går og fortæller hende, hvad der er sket. ”Kom,” siger hun bare.

Dagen bliver brugt i hendes seng. Lange samtaler, diskussioner og debatter. Jeg siger, jeg bliver nød til at rede det ud med ham. Det holder ikke længere. Vi har fælles venner for fanden. Jeg ringer til ham. I et splitsekund når jeg at tænke: ”Han tager den ikke”. Men det gør han. Han lyder halvt død.

”Det her går bare ikke,” siger jeg. Jeg lægger kortene på bordet og siger, vi bliver nød til at kunne eksistere simultant uden at springe på hinanden. Jeg gider ikke at have, det skal være akavet hver gang, vi er inviteret samme sted hen. Han er enig. Samtalen slutter som søndag aftens mørke lægger sit dulmende tæppe omkring mig.

Samme aften kan jeg ikke sove. Jeg er så skuffet over mig selv. Hvordan kunne jeg være så svag? Næste aften kan jeg heller ikke sove. Eller den næste.

Sent torsdag aften får jeg en besked. Skal vi mødes lørdag? Fredag formiddag svarer jeg. ”I morgen lyder godt, kl 13?” Skriver jeg. Jeg hører intet tilbage.

Fredag aften er jeg ude med en fælles kammerat. Vi drikker i Soho og skal øst på senere. Snakken og drukken går i høje bølger. Vi snakker om at mødes med hendes kæreste. Hun ringer til ham. Han er sammen med A. Selvfølgelig er han det. Fælles venner and all. Shit, hvor noget rod.

Jeg får talt veninden fra øst. Hvordan ved jeg ikke. Vi bliver i Soho: Whisky sours på Two Floors på Kingly Street og sluttere på Market Bar.

Kl. 13.30 næste dag skriver A. Han skulle arbejde og havde derfor ikke svaret. Blah blah blah, heard it all before. Han spørger om jeg er fri ved 17-18 tiden og hvis ikke så engang i næste uge? Jeg svarer ikke.

Sent søndag eftermiddag skriver jeg: ”Hej, onsdag?” Han svarer en time efter og går med til det. Søndag-tirsdag bliver der svaret hurtigt på alle beskeder, men jeg tager alt med et gran salt. Jeg vil bare have fikset den her situation.

Dagene går og vi mødes endelig. Ædru. Efter arbejde.

Det er akavet. Underligt. Mærkeligt. Uvant. Først går snakken om løst og fast. Jeg bringer Det på bane. Siger om det er bedst vi undgår hinanden? Nej da, vi er voksne mennesker, er svaret der falder. Skvattet svar, men fint nok. Jeg er rimelig oven på så fuck it. Punkt nummer to. Jeg siger, hvis vores fælles venner spørger om det, så lyver jeg ikke. ”Jeg lyver ikke for dig,” siger jeg. ”Og der er rigtig mange, der ved det,” tilføjer jeg. Det er hans egen skyld. Han mødtes med mig, hvor der var mindst 10 af mine kolleger (venner med fælles venner). Det forstår han godt.

To timer og to glas vin senere, går vi hvert til sit.

Jeg har sluttet den. Han har ladt døren stå på klem. Han sagde et eller andet pis med at: ”Hvis der nogensinde skal ske noget… Blah blah blah.” Men jeg holdt den helt cool. Viste ingen tegn på interesse i andet end vores fælles venner.

Hvad nu? Lige siden den samtale har jeg haft det skøøøøønt! Han påtog sig skylden (sagde det var ham, der havde fucket i det) og jeg har intet i klemme. Han sidder tilbage med lorten og jeg er fri. SÅ FRI!

Fem fucking måneder har A sagaen taget. Jeg har det som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Væk er tvangstanker, dårlig samvittighed og frustration over manglende kommunikation.

Status pt: Fan-fucking-tastic!

/Gemt

Foto: Endelig Videre af Gemt (fundet på min iPhone)