Olympiske Lyster

Hver gang mandagen indfinder sig, falder glæden til jorden. I weekenden er håbet, glæden, livslysten til stede. I mandagens mulm og mørke er der kun depressiv mangel på selvværd. Den tredie uge efter ferieugen er sat igang. Tirsdagen er mindre lunefuld end mandagen, dog giver den ingen hjælpende hånd. Den sidder i sofaen. Afventende. Kun jeg kan samle mit livs brikker op og stykke dem sammen til noget værd at leve i. 

Fredagens åbningsceremoni bød på grin, rus og A. Twitter følgere vil vide, jeg så på fjæsbog, at A holdte OL fest i fredags. Jeg endte der. Jeg kom sammen med en kollega, mandlig. Jeg sagde hej til A, gav et knus, men gik let videre for at snakke med fælleskammeraterne.

A fandt mig senere. Spørger om kollegaen og jeg er sammen. Nej, siger jeg. Er du sikker? Spørger han. Ja, for fanden, vi er bare kammerater. Nårh ja, det kunne jo godt være, siger han alt for selvsikkert. Hvem prøver han at overbevise? Han var jaloux.

Aftenen går videre i snak, druk, grin. Flere af gæsterne tager videre i byen. Jeg opdager min kammerat er væk. Jeg ringer. Han siger, han er smuttet. Det så ud som om A og jeg havde noget at snakke om, lyder begrundelsen. Nå, ja, okay. Men altså, du skulle da bare have hevet mig væk og vi kunne være skredet sammen. Nej, det er okay. Nå.

Hvilke samtaler vi har, hvilke ord der bliver sagt, hvilke vendinger der bliver ytret. Alle er de ligegyldige i sidste ende. A og jeg ender selv. Han vil have jeg skal blive der. Jeg siger nej til at starte med. Jeg ved intet kan ske, det er den tid på måneden. Han vil stadig gerne have, jeg bliver. Jeg bliver.

Han har stadig min tandbørste fra sidst, siger han. Efter jeg har været på badeværelset og mens han er derude, tager jeg tøjet af og smutter under dynen, som han kommer ind ad døren. Vi ligger der ikke ret længe, før han hiver mig ind til sig og kysser mig. Mine lemmer skriger efter ham og jeg vil have ham. Jeg får ham. Lidt.

Solen begynder at titte ind gennem persiennerne efter flere timers søvn. Han sover stadig. Jeg falder hen igen. Lidt senere vågner vi samtidigt. Snakker. Han kysser mig. Snakker lidt mere. Han spørger om jeg vil have noget at spise. Han laver noget. Mens jeg er på badeværelset, snakker han med sin bofælle. Jeg kommer ud og forskrækker bofællen. Det tager ham et par sekunder at stykke historien sammen. Samtalen går videre. A fortæller mig, hvad de snakker om.

Vi spiser i stuen, mens vi ser en eller anden mærkelig japansk OL sport. Bagefter skal han, som altid, arbejde og jeg skal hjem og gøre mig klar til en fødselsdagsfest. Han følger mig ud til døren. Giver mig et kram. Et kys på kinden. Et forsigtigt kys på munden. Et grådigt kys på munden. Jeg vender mig om. Elegant som jeg er, går jeg ind i dørhåndtaget på vejen ud.

Ingen ord blev talt om: ”Hvad nu?” Jeg ved, eksen ringer til ham hele tiden – heldigvis ikke mens, jeg var der. Han roder stadig rundt i sit liv og sine følelser. Kan han lide mig? Ja. Nok? Det ved jeg ikke.

Om to uger skal A og jeg til fødselsdagsmiddag hos fællesveninden. Skal jeg gøre noget inden, lade det ligge? Jeg ved det som altid slet ikke. En af mine veninder spurgte mig igår: ”Fortjener han dig?”  For at forvirre det hele yderligere bød lørdagen på et par opdagelser omkring kollegaen fra fredag aften.

Status pt: Roder rundt i alting.

/Gemt

Foto: I Not Hurt You af Anastasyia (fundet her)