Hvorfor al den usikkerhed?

”Du er for hård ved dig selv.” Puuuhh det har jeg hørt meget på det seneste. Det er lige meget om det handler om A, jobbet eller mig selv. Altid er jeg i andres øjne for hård ved mig selv. Og jeg kan godt se det. Jeg giver sgu aldrig lige mig selv det der skulderklap. Dybest set synes jeg ikke, jeg fortjener det. Det er da for fucked up.

Hvorfor er jeg så usikker? Hvorfor tror jeg ikke på, jeg er god, dejlig, skøn eller hvilke andre herlige tillægsord der findes derude? Hvorfor skal jeg altid behandles som morgenskrald? Af mig selv altså. Lidt klicheagtigt kunne jeg ytre et eller andet med, at hvis jeg ikke selv synes, jeg er skøn – hvorfor skulle andre så? Men hvis de der andre ikke synes det, så synes jeg det først slet ikke selv. Forvirret? Velkommen til mit tvangsunivers.

Lige nu tror jeg slet ikke på mig selv. Jeg føler mig for langt ude at svømme på arbejde. Jeg forstår ikke helt det, jeg er ved at lave og er skræmt fra vid og sans fra at fejle. Folk fejler ikke på arbejde. De leverer. Altid. Jeg ved, det lyder usandt. Men det er rigtigt. Som man siger på engelsk: ”Failing is not an option.”

Jeg skal simpelthen væk. Jeg er ikke glad mere. Jeg har ikke engang lyst til at kæmpe. Jeg klynger mig til tanken om ”at det jo er et godt job” og ”man skal være glad for at have et job lige nu.” Men altså for fanden, det er jo ikke mine ord…! Det er de ord mine øregange er blevet vandet med i de sidste tre år. Nu er det kraftedderperkeme på tide, jeg selv tager fat i styret. Vander mine egne øregange. Det skal være slut med at gøre alting fordi ”det er korrekt.” Det bliver man den ondelyneme ulykkelig og usikker af.

Så hvorfor så usikker? Fordi jeg ikke lytter til mig selv og sjældent sætter mig selv først. Hvorfor skal jeg være så pissehamrende korrekt? Hvem er det jeg prøver at tilfredsstille derude i verden?

Status pt: Kan ikke sove.

/Gemt

Foto: Insecure af MaLaaK (fundet her)