Ham Den Gifte

Samme aften, jeg fandt ud af A var tilbage med kæresten, fik jeg en kærlighedserklæring. Fra Ham Den Gifte. I januar startede der en ny gut på arbejde. Det viste sig ret hurtigt, vi kom godt ud af det med hinanden. Kemien var elektrisk. Samtalen flød nemt fra første sekund og humoren var i helt samme hak.

En dag på pubben opdager jeg, han er gift. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke har set ringen før. Det er ikke et ”problem”, jeg løber på særlig tit...! Det ændrer situationen. En smule. Det gør det meget nemt. Han er en kammerat! Skønt, dem kan man altid bruge flere af.

Så kommer Den Fredag. Den Sorte Fredag. Aftenen, hvor jeg finder ud af A’s løgne. Aftenen, hvor Ham Den Gifte kommer med et forslag. Om at tage hjem til mig. Han fortæller, hvordan han har tænkt på det længe. Fortæller mig, hvor smuk jeg er. Hvor alt muligt pissemeget ubrugeligt blaaaaaaaa...!

På dette tidspunkt har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen. Mænd er simpelthen Uduelige Svin. Den ene mere utro end den anden. Kraftstejleme om jeg gider blive gjort til den anden kvinde. Igen. Jeg siger til ham, jeg godt ved, der er noget imellem os. Men han er gift og det kommer aldrig til at ske.

Han giver ikke op. Bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg står fast.

Nu er der gået en måned... Vi har ikke snakket siden. Vi snakkede sammen HVER dag. Nu... Intet! Indtil i fredags. Han undskylder. Siger han gik over stregen. Han siger, han synes, jeg er en utrolig smuk kvinde (!) og herlig at være sammen med, men han joggede i spinaten den aften. Jeg tilgiver. Siger at det er bag os. Måske er mænd ikke helt i udu alligevel. De kan godt, når de vil altså. Nogle gange. Sjældent. Men lidt har også ret. Ik?

Status pt: Soler mig i tanken om, nogen synes, jeg er smuk.

/Gemt

Foto: Marriage af Why-Why (fundet her)