Når Man Sletter Ham På Facebook

Det velkendte blå alter toner frem på skærmen. Han stirrer blankt på mig bag rudens sikkerhed. Han ved ikke, hvor mange gange, jeg har tastet hans navn ind i søgefeltet. Han ved ikke, hvor mange timer, jeg har pint mig selv over ham. Han ved ikke, hvor dybt jeg faldt for ham. Til gengæld ved han heller ikke, at jeg lige har slettet ham.

Endelig gjorde jeg det. Jeg hvilede musen over ”unfriend” i uendelige tider. Trak den væk igen og tænkte, det var for barnligt. Endelig trykkede jeg på knappen. Genopfriskede siden og så alle hans detaljer forsvinde.

Jeg har ikke set ham siden maj, ikke snakket med ham siden juli, men desværre kom jeg i fuld tilstand til at sende en Facebook besked ”forkert” til ham for to uger siden. Jeg har brug for, han er helt ude af mit liv. Jeg vil ikke have adgang til ham. Overhovedet. Jeg leder efter bekræftelse. Jeg vil have, han vender sig rundt og siger, han har begået en fejl. Jeg vil se min smerte i hans øjne. Jeg vil have, at han forstår, føler, angrer. Men det er oplevelser, jeg må undvære. Leve videre uden.

I sidste ende trykkede jeg på knappen for min egen skyld. Det var ikke for at bevise noget overfor ham. Det var ikke for at fortælle ham, jeg er ligeglad. Det var ikke for at sige ”dumme svin” eller hæve mig over ham. Det var for min skyld. Det var så JEG kan forstå, det vitterligt er slut. Det var således, at jeg kan sætte et endeligt punktum og gå videre til næste kapitel.

Ikke mere A i mit liv. Heller ikke på Facebook.