Nu er det vist slut

Jeg sidder og stirrer på skærmen. Der er arbejde, der skal laves og mails, der skal skrives. Alligevel stirrer jeg bare. Jeg hiver et Word dokument frem og begynder at taste. Jeg er tom og samtidig helt fyldt indeni. Jeg er glad, ligeglad, melankolsk og neutral på en og samme tid. Vejret presser sin grå, ligegyldige vægt nedover mig. Lysten til at gøre det mindste forsvinder, inden den opstår.

Jeg skrev til A i fredags til trods for min store afskedsopsang på bloggen. Sidst på dagen fik han en melding om, hvor vidt jeg synes denne ”drink”, vi skulle have, er blevet en farce. Til trods for, det går mod ethvert princip, sagde jeg, vi kunne mødes til drinken enten søndag eller en dag i næste uge. Hvis det slet ikke kan lade sig gøre, kunne det vist være ligegyldigt.

Naturligvis har han ikke svaret.

Hele weekenden følte jeg mig lettet over at have været ærlig overfor mig selv. Måske burde jeg have ignoreret ham, aldrig have skrevet til ham igen. Men fuck det, det er ikke mig. Jeg har været mig selv overfor ham fra dag et, hvorfor prøve på at være noget andet nu? I sidste ende synes jeg, han er pinligt kujonagtig for ikke at have svaret. Han kan sgu da for fanden bare melde klart ud. Jeg er langt fra lavet af glas og sætter pris på ærlighed og ægthed. Jeg føler dyb empati for det, han går igennem lige nu. Jeg har været der. Det er bare ikke en undskyldning for ikke at melde ud. Der må være lidt respekt for mig blandet ind i handlingerne – eller rettere manglen der på.

I sidste ende er det, der frustrerer mig mest, at jeg ved, han ikke er ligeglad. Han opfører sig som om, jeg intet er for ham, men jeg har set ham i øjnene og jeg kender hans venner. De fortæller en ganske anden sandhed.

Status pt: Savner foråret.

/Gemt

Foto: Woman in the Rain, Cuba af Javier Galeano/AP (fundet her)