Det Store K

Vi mødes smilende, krammer og går ind på restauranten. Et par hyggelige kommentarer om menuen falder. Et par samtaleåbnere bliver smidt på bordet. Mad og to øl bliver bestilt. Stemningen er sat for en dejlig aften. Et godt stykke inde i samtalen, spørger jeg til kæresten. Det går godt, han går og hygger derhjemme. Men der er noget, hun bliver nød til at fortælle. Hun tøver og griner lidt, siger det slet ikke er det rette sted at tage denne samtale. Hvad er det dog? Spørger jeg.

Han har fået Kræft.

Luften forsvinder fra rummet og mit hjerte falder ti etager ned i maven. Jeg siger ikke et ord og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Samtalen kommer i gang igen. Jeg får detaljer og datoer. Jo, han er blevet opereret, men han skal nok have kemoterapi, lyder det. Jeg siger blide ord, kommer med alle de gode tanker, jeg kan. Men hun ved ikke, hvad hun skal gøre. ”Det er jo ikke mine boller,” siger hun med et vagt smil.

Det er en god kammerat. Det er også A’s kammerat. Det er vores fælles venner… Pludselig ryger alle tvangstankerne i perspektiv. I en måned, har hun vidst det. Hun har gået med tanker omkring hans liv, hvor vidt han til at starte med overhovedet ville overleve. Hun har gået med frygten, frustrationen og følelsen af at være ganske utilstrækkelig.

Tanker omkring hvorvidt en fyr kan lide mig eller ej, synes pludselig fuldstændig ligegyldige. Samtidig har jeg bare lyst til at se ham og give ham et kæmpe kram. Det er nogle af vores bedste venner og jeg har INGEN at snakke med det om. Det er deres at fortælle, hvis de vil. Jeg kan bare være der, så godt jeg kan. Alene.

/Gemt

Foto: Hands af Lasha Krikheli (fundet her)