Jeg husker Orangina

Solens varme stråler kysser mine arme. En duft af crepes kilder mine næsebor. En overvældende parisisk struktur strør sin skygge ved mine fødder. En enkelt brosten stikker højere op end de andre, tvinger mit venstre knæ tættere på himlen. Selvom alle de små detaljer pibler frem i hukommelsen, er det den søde, forfriskende og brusende drik, der er blevet hos mig. Den har ikke krydset mine læber siden.

Overfor mig, sidder der en mand i den reneste uvidenhed, og er blevet drejepunktet i mit univers. Han slubrer fra sin dåse, ubevidst om den tankestrøm, han har sat i bevægelse.

Det lille øjeblik i det latinske kvarter, så perfekt i bagtankens kælne skær. To mennesker, to læskedrikke og en fælles aftale om, at pandekager er en helt acceptabel frokost. Denne aftale afstemt af latterens ekko i de augusttomme gader.

Nu er kun drikken tilbage.

Toget stoppede ved Baker Street, og den uvidende mand forsvandt. Han sprang ud i myldretidens trafik af travle londonere. En ny horde af travle bier summer om bord og kun en svag smag af appelsinnektar er ladt tilbage.

/Gemt

Foto: Love in Paris af Florinm (fundet her)