Endelig.

Undrer mig over hvor grænsen mellem den ene og den andens skyld ligger. Analyserer hvor vrede, idioti og psykose skelner. Hvordan bliver det kollektivt besluttet, at nogle er narrøve, mens andre er uskadelige?

Sommeren har været en følelsesmæssig rutchetur. Jeg er blevet såret, skuffet, vred, trådt på, har håbet, elsket, turdet, grædt, fortrudt og startet forfra igen. Jeg lod en person komme ind og fik intet igen. Alle kunne se, det var spild af tid. Undtaget mig.

Jeg nåede så langt ud, jeg ikke kunne overskue bloggen. Hvis jeg skrev det ned. Så var det virkelig sandt. At se i øjnene hvor fucked up, jeg har handlet og hvor dum jeg har været. Det var for meget.

Men fuck det! Jeg er helt klart ikke alene. Og jeg har dømt mig selv nok til, at jeg er ligeglad med at blive dømt endnu en gang.

Naturligvis handler det om A. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Andet end… Der blev aldrig nogen frokost. Der blev aldrig nogen rigtig date. Til gengæld blev der mange tomme ord og brudte løfter. I sidste ende var der ingenting. Hvad end der var tilbage af min selvrespekt forsvandt i gentagne fuldeopringninger. Og svarer han ikke. Kan man bare blive ved.

Men nu er det slut.

Som bladene gyldner og vinden tager til, således rejser jeg mig. Og skrider. Et nyt kapitel. Heldigvis er jeg langt fra nået til Å.

Status pt: Ovenpå.

/Gemt

Foto: Dreaming Wide Awake af Luiza Lazar(find her)