Små Drenge

Hvordan ved man, at han er for ung til at knalde? Er det fordi, han aldrig har brugt en diskette? Eller fordi han ikke husker tiden før internettet? Vi har sikkert alle en grænse. I mit tilfælde blev det EM i fodbold. Altså han spurgte, hvilken måned i ’92, det var. Hvilken måned? Kan det for helvede da ikke være ligegyldigt?!? Jo, men altså, han var bare ikke sikker på, at han var født, mumlede han lidt betuttet over min rasen. Mig: ”…”

HAN VAR IKKE FØDT?! WHAT?! Det er sgu da for helvede et helt nyt koncept, at man kan blive helt vild over en, der er født i 90’erne. Som om det ikke var nok, så er hans storebror en af mine dejligste gode kammerater. Flot. Du kan bare det der med mænd (eller hvad man nu kalder sådan en fanden fra 1992).

Jeg kyssede med ham. Stang Bacardi og med vidner. Det er smukt. Simpelthen. Men for fanden han er pissefræk. Iiih, jeg vidste, han var trouble fra det første øjeblik, jeg så ham.

Det var en varm dag midt i juli og jeg skulle mødes med hans bror og introduceres for Lillebroren for første gang. Jeg smiler overskudsagtigt, hvorefter mit blik crash lander lige midt i hans store isblå øjne. Fuck.

Jeg tager på sommerferie og får skudt urene tanker til siden. Det er jo for fanden Lillebroren. Det går bare ikke.

Men. Vi kyssede for lidt over en måned siden. Siden har der været små ting her og der. Farvelkys på kinden, der går lige til grænsen. Varme fingre og hænder på mit knæ, mit lår, i delte taxaer. Stjålne blikke og utalte samtaler. Jeg er så klar på ham. Men jeg gør det ikke. Igen.

Han er en 21-årig hormondrevet Londonbaby, der intet har at miste. Desuden har han lige knaldet en anden på jobbet. There’s that.

/Gemt

PS. For at gøre det hele ekstrasmukt, kan jeg fortælle, at Lillebrorens storebror er Kollegaen


OPDATERING (videre udviklinger):
Og så blev det akavet
Akavede Samtaler med Små Drenge
At lege med ilden
Små og Store drenge
Når Det Endelig Sker
Morgenen Efter
Året Der Gik 

Når Han Finder En Anden

Søgefeltet lyser hvidt oppe i venstre hjørne. Fingerspidserne finder sin vante vej mod A. Mange dage er passeret siden de sidst tastede det kendte navn. De blå toner fra hans væg blænder op. Der er et nyt billede. Han er ikke selv. Søde interne beskeder er skrevet frem og tilbage for et par dage siden. De er ikke venlige. De er mere end det. Det er som skrevet af en kæreste.

Jeg har kendt A længe nok til at vide, hvordan han fungerer. Pludselig giver det lidt mere mening, at han ændrede adfærd. Der var en anden. Hun er ikke særlig pæn. Hvilket jeg ikke ved, hvad jeg synes om. Var hun gudesmuk, kunne jeg afskrive det som sex. Men hun er yderst almindelig. Kedelig. Og faktisk lidt smågrim. Han kan med andre ord godt lide hende. Hvad var der galt med mig?

Egentlig føler jeg ikke særlig meget. Jeg blev ikke ked af det. Jeg mærkede ikke det store sorte sug i maven. Jeg blev lidt vred. Træt af at føle mig ligegyldig. Skuffet over at han ikke bare meldte klart ud. Lukkede døren. I stedet kan jeg sidde og syde i min egen galde og fortrydelse. Ryste på hovedet af min småpsykotiske opførsel, rejse mig op og selv skubbe døren i.

/Gemt