Søgefeltet lyser hvidt oppe i venstre hjørne. Fingerspidserne finder sin vante vej mod A. Mange dage er passeret siden de sidst tastede det kendte navn. De blå toner fra hans væg blænder op. Der er et nyt billede. Han er ikke selv. Søde interne beskeder er skrevet frem og tilbage for et par dage siden. De er ikke venlige. De er mere end det. Det er som skrevet af en kæreste.
Jeg har kendt A længe nok til at vide, hvordan han fungerer. Pludselig giver det lidt mere mening, at han ændrede adfærd. Der var en anden. Hun er ikke særlig pæn. Hvilket jeg ikke ved, hvad jeg synes om. Var hun gudesmuk, kunne jeg afskrive det som sex. Men hun er yderst almindelig. Kedelig. Og faktisk lidt smågrim. Han kan med andre ord godt lide hende. Hvad var der galt med mig?
Egentlig føler jeg ikke særlig meget. Jeg blev ikke ked af det. Jeg mærkede ikke det store sorte sug i maven. Jeg blev lidt vred. Træt af at føle mig ligegyldig. Skuffet over at han ikke bare meldte klart ud. Lukkede døren. I stedet kan jeg sidde og syde i min egen galde og fortrydelse. Ryste på hovedet af min småpsykotiske opførsel, rejse mig op og selv skubbe døren i.
/Gemt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar