Jeg ved, jeg har sagt det
før. Jeg ved, ordene i mit livs sangs omkvæd kendes af enhver. Men hvad der før var et ulydigt kvæk, står nu lysende klart. Jeg har fået nok. Jeg har ikke mere at give af. Jeg har hældt mig selv i ham og som jeg svinder bort, preller mine rester af ham og triller ud i rendestenen. Jeg er træt helt ind i knoglerne. Og dog… Som jeg føler det stikke i mit hjerte ved tanken om at give slip, kan jeg samtidig mærke mine nerver dirre i forhåbning.
A er den første jeg oprigtigt er faldet for siden Hr. X. Nok har der være Plastik, Svensken, Ham Den Gifte og Kollegaen. Men de kom ikke helt ind. A byggede rede i mit hjerterum. Perforerede væggen mellem mine kamre og nedbrød enhver modstand. Just som jeg hævede mine parader smeltede de ved den bare tanke. Enhver modstand har været ganske uduelig.
Vendepunktet er nu nået. Min egen selvrespekt er nær nulpunktet. Jeg gruer over de pinligheder, jeg har beriget min datinghistorie med. Lavpunktet nåede jeg i lørdags, da mit tequilamættede legeme førte fingerspidserne til mobilen og ringede. Klokken 4 om natten. Han tog den ikke. Naturlig(heldig?)vis ikke.
Jeg skrev i går til Kollegaen (som nu er blevet den skønneste kammerat):
”I just wish wasn’t a complete nut job when it comes to a certain boy. It seriously has to end. Starting right now.”
Han svarede:
”No, just be a nut job about something or someone else.”
Hvor er han skøn. I det mindste har jeg dejlige venner, der holder af mig både til trods for og på grund af mine til tider skæve indgangsvinkler til livet.
På fredag går jeg fra til ferie. Sætter kursen direkte mod amerikanske græsgange. Det skal blive godt at komme væk. Godt at komme videre.
Status pt: Er flov, afventende og fandens ked af det./Gemt
 |
| Foto: Through The Distance af LostOneSelf (fundet her) |
