Her er forårets og sommerens hændelser opsummerede. Det starter lige efter "
Påskefrokost?"
Jeg er lige vendt hjem fra en forlænget weekend med slænget. Beskeden brænder i telefonen. Han har spurgt mig ud til frokost. Helt rigtigt denne gang. Beskeden er sendt om eftermiddagen og er ganske oprigtig. Jeg har formået at spille cool. Har ventet til fødderne landede i London. Og nu kan jeg endelig svare. Endelig.
Tiden går og vi får ikke sat en dato. En fredag aften skriver jeg til ham. Han svarer. Jeg svarer. Han svarer. Det føles vidunderligt. Normalt. Ikke latterligt og sårende. Vi aftaler at mødes søndag. Jeg sejler gennem lørdagen. Flyver på en sky i et luftlag, jeg ikke før anede fandtes. Søndagen oprinder. Og han aflyser. Han skal arbejde.
Han følger ikke op på den. Men det er okay. Han skulle jo arbejde. Det kan man ligesom ikke gøre noget ved. Eller hamle op med. Jeg må være mere forstående.
Dagene går og jeg hører intet.
Et par uger går og jeg skal til gadefest. Jeg ved, han også har meldt sig til. Det er hipster central. Hvordan kunne han gå glip af det? Jeg spænder mig ind i det fineste lille playsuit. Det flagrer forsigtigt om lårene. Kæler for mig. Håret falder i store bølger om skuldrene. Vipperne er forlængede i det uendelige.
Han kommer ikke. Så jeg drikker mig i hegnet. Og skriver til ham. Han er ude og spørger hvorfor jeg ikke kommer og mødes med ham. Han er sammen med Fællesveninden (eller hvad fanden hun efterhånden er). Det er dumt og farligt. Og jeg er pisseligeglad. Jeg er dum for ham og sidder allerede i en taxa og har rystet veninderne af mig.
Han ringer til mig. Jeg tager den og siger, jeg allerede er på klubben. Han er i baren udenfor. ”Kom og mød mig,” siger han. Jeg er allerede på vej gennem menneskemængderne. Jeg træder over tærsklen til det overdækkede område udenfor. Den dybe bas fra dansegulvet dulmes til en svag dunken. Og så ser jeg ham. Han kommer hen til mig. Jeg kender de øjne, det favntag, den længsel.
Efter grin, smil, kys og drinks, siger han vi skal snakke. ”Lad os skride,” siger han. ”Okay, hvis du synes,” smiler jeg.
Vi finder vennerne. Der står jeg. Med ham. Foran dem. Sker det virkelig? Er vi så åbne? Jeg får sagt til Fællesveninden, at det aldrig handlede om sex. Og ”vi ses” til de andre.
A og jeg snakkede den aften. Vi snakkede rigtig meget. Han sagde alle de ting, jeg ville høre. Hvordan han kunne være sig selv, når han var sammen med mig. Hvor skønt det var at være sammen med mig. At han var ked af alting. Jeg sagde til ham, jeg ikke gad at finde mig i hans lort. Hvis vi laver en aftale, så skal den holdes. Hvis jeg skriver en besked, skal den svares på. Han fortæller mig, hvor dejlig, jeg er. Hvor fantastisk en person, jeg er. Han elsker min ambition og passion, siger han. Han kan tale med mig. På en anden måde end de andre.
Jeg tilbringer natten indenfor hans velkendte fire vægge. Men det føles anderledes. Det føles rigtigt. Ægte. Vi spiste morgenmad sammen for Christ’s sake!
Han kysser mig farvel og jeg drysser ud på øst Londons solbeskinnede gader.
Jeg drømmer søde kærestedrømme, men bliver i stedet klasket i ansigtet med utallige aflyste aftaler. Jeg ser ham en enkelt gang efter dette i løbet af sommeren. Just som jeg tror, det er slut, inviterer han mig hjem til ham til en grillaften. Men endnu engang. Bliver den aflyst. Han holder mig afventende. Ude af stand til at få ham. Ude af stand til at give slip. Dømt til at hænge ud i verdens mest ulidelige venterum. Hvor væggene kradser i sjælen og stolene presser dig ud på sindssygens rand.
Stille siver frustrationen helt ind i knoglerne. Jeg kan intet. Jeg tror, jeg er videre, men bliver gang på gang hevet ind i hans univers. Så snart alkohol rammer min blodstrøm er han først på listen. Indtil jeg en dag går over stregen. Jeg fortæller ham, jeg er træt af det hele. Han spørger om vi ikke skal snakke om det en anden dag. Jeg presser på. Men får endt det. Jeg skriver en undskyldning et par dage senere. Han svarer aldrig. Og jeg begynder den hårde vej mod at komme videre.
Jeg er ovre ham. Tror jeg. Men så bliver jeg fuld. Igen. Kysser min bedste vens lillebror og ringer til A. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige. Men han tager den heller ikke (would you?). Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg går i seng og vågner til skammen dagen efter. Jeg tvinger en undskyldning ud over tasterne. Jeg hører selvfølgelig. Ingenting.
Min eneste trøst er, at jeg ved, han aldrig sladrer. I det mindste har jeg det. Det lille bitte frø. Fællesveninden har godt nok afskrevet mig. Hun holdt indflytterfest, hvor alle undtaget jeg blev inviteret. Social paria. Men i det mindste ved hun ikke, hvor slem jeg har været.
Men så den anden dag… Hører jeg fuglekvidren. Fællesveninden ved alt om mine fulde stunts. A har sladret. Og Fællesveninden har sladret videre. Tak. Nu står jeg tilbage uden hende eller ham. De har brugt det sidste år på at fucke mit liv op. Jeg har revet mit hjerte ud af brystet og serveret det for dem. Jeg har gjort det så let. Har opført mig så skrøbeligt og latterligt.
Endelig faldt 25 øren. Han er spild af tid. Han er FUCKING spild af tid. Han har behandlet mig som pis fra dag et. Han har sagt alle de rette ting og holdt mig dansende som en marionetdukke.
Nu er det nok.
Farvel A. Du kan kraftedderperkeme pisse ved en sten. Din Lort.
/Gemt
 |
| Foto: Doppelganger af Eleni Onasoglou (fundet her) |
