Ham Fra Stockholm - Del 4

Maven slår en kvalmende kolbøtte. Glæden breder sig helt ned i tæerne. Samtidigt skvulper en farlig uro i fingerspidserne. Om få timer vil alkoholen have taget sit vante tag i min krop og kontrollen vil sløvt tabe magtkampen med lystens dystre underbevidsthed. Dybest set vil jeg gerne være slem. Morgengry bringer ofte fortrydelse med sig. Men i nattens mulm og mørke er jeg ligeglad. Når procenterne tager fat i lemmerne, kan jeg ikke holde mig væk.

Ham Fra Stockholm - Del 3

Med det samme han får øje på mig, tager han fat om mig. Slugt i et kæmpe kram, mærker jeg glæden helt ned i tæerne. Trods der er gået mere end et år siden vi sidst så hinanden, er jeg nu endelig i hans arme igen.

Flere måneder inden gensynet har jeg givet op. Jeg slipper taget om tankerne og lader ham flyde væk. Han er ikke en mulighed. Mit liv fortsætter. Jeg oplever mere det næste halve år end jeg har i det meste af mit liv. Jeg ser, smager og føler alt det ukendte.

Ham Fra Stockholm - Del 2

Hans læber på mine er urealistiske. Det er nemt. Jeg ved præcis, hvordan jeg smelter sammen med ham. Det er ikke akavet. Kun forkert.

Der er gået en måned siden turen til Stockholm. Der skete intet og jeg ved intet om, hvad fremtiden vil bringe. Tanker om Stockholm Vennen (SV) driver i baggrunden. Mit liv i London står i kasser på stuegulvet. Jeg har ikke noget job, ikke nogen bolig, kun en enkeltbillet til Sydney.

Al sikkerhed er kastet overbords og jeg vinker farvel til langtrukne længsler, knuste følelser og alt det jeg kender.

Ham Fra Stockholm - Del 1

“Du må ikke sige noget,” siger jeg ind i hans bedende blå øjne og ligger mit hoved på hans skulder. I et lille sekund, er tiden gået i stå. Musikken pumper i et andet rum, men aftenen er gået på hæld. I lang tid har jeg ignoreret følelserne, men med de vante procenter susende i blodet, bobler undertrykte tanker op til overfladen.

Et Gensyn med Ham – Del 2

Med alkoholet susende i blodet, vender det hele tilbage. De gode tider. De gode grin. De gode samtaler. Mit syn er sløret, min dømmekraft svævende og og hukommelsen blakker.

Jeg ser os gå ned ad vest Londons mørklagte og mandagstomme gader. Jeg nægter at gøre noget. ”Det må være dig, der skal gøre noget, hvis det skal være nogen af os,” hører jeg mig selv sige overmodigt.