søndag den 8. november 2015

Et Gensyn med Ham – Del 1

Han kommer gående rundt om hjørnet. "Hej," brummer hans velkendte svenske klinge. Blå sitrende øjne, velsiddende beige trenchcoat, håret planlagt pjusket. Han ser bedre ud, end jeg husker.

søndag den 1. november 2015

Han Kom


Han kommer ikke. Jeg har været her før, prøvet, følt og oplevet hvert velkendte sekund tusind gange før. Derfor er det nemt at sige ”bare kom”. Nemt at spille med på komedien.

Han er lagt på hylden. Jeg ser støvet, men kan ikke nå det med kluden og lader det være. Sådan er han og jeg. Støvet, man altid er bevidst om men vælger at ignorere, da ingen andre ser det.

Alligevel kom han denne gang.

Han kom.

Status pt: Jeg tog fejl og havde ret.

/Gemt

onsdag den 15. juli 2015

Lækre Ekser

Kæft hvor er hun lækker. Ej hvor fejt. Han har taget et billede, hvor hun står og ser pivfræk ud før en bytur og har smidt det online. Som om det ikke var nok, at han er på fjæsbog, så har han sgu også startet en insta. Den kommer jeg så nok ikke til at følge any time soon.

A er endegyldigt sammen med sin eks. Pis pis pis hvor er det irriterende. Iiih hvor jeg bare gerne vil være ligeglad. Jeg fortalte en af mine kritiske veninder, at jeg så småt har lukket A ind igen. ”Slet ham,” sagde hun. Kort og kontant.

På den ene side har hun klart ret, det går tydeligvis ikke supergodt at have adgang til ham. På den anden side kan jeg bare ikke overskue at slette ham igen. Det er lettere at tolerere ham denne gang. Til trods for hans irritation er det ikke lige så hårdt som før. Følelserne er skygger af deres tidligere selv.

Status pt: same same but different.

/Gemt

søndag den 5. juli 2015

Det Velkendte

Jeg gav op. Jeg hoppede på et fly, tog hjem til Danmark og lagde eventyret på hylden. Jeg mødtes med min familie og venner. Det var det eneste, jeg ville. Det var det eneste, jeg havde glædet mig til. Men det var en ren skuffelse.

Heldigvis var det en drøm. Jeg er stadig ude på mit eventyr. Men som tiden har hobet sig op og et par uheld har banket på er savnet er blevet større. Der har været ensomme dage, hvor mit eneste ønske har været at putte mig i sengen i mit pigeværelse, drikke kaffe med min søster og mødes med mine kammerater på pubben. Blot at være i samme tidszone som min familie og venner har syntes som en ren drøm.

I stedet for at tænke tanker om det kendte, vender jeg nu øjnene den anden vej, løfter hovedet højt og drager videre ud i det ukendte. Det velkendte skal nok snart lande på min tallerken igen.

Status pt: Træt og Eventyrlysten

/Gemt

tirsdag den 30. juni 2015

Mere Drama, Tak

Melankolske noter svømmer sagte ud af højtalerne. Langstrakte sange svøber mig i medlidenhed. Tristheden er udtalt. Men den er selvvalgt. I stedet for at vælge glæden, lukkes der gang på gang op for mørket.

Historien om A burde være sluttet for længe siden. Alligevel har jeg lukket ham ind igen. Hvorfor? Når alting går lidt for fint indtræder et behov for drama. Det bliver kedeligt uden spænding. Hvis spændingen ikke kan fås i form af nye følelser, hvorfor så ikke ruske op i de gamle kendinge.

Al reel rationalitet er kastet ud af vinduet til fordel for en myopisk kortsigtet tankegang. Og her har du det så. Er det ikke skønt at grave sig ned i kulkælderen over en ligegyldig fyr, man alligevel aldrig kan stole på igen.

I dag sidder han til fin middag med sin kæreste og har den skønneste tid. Ja, okay, måske er de kun venner. Men nej for fanden. Han er sammen med hende igen. Og her sidder jeg som en tumpe og venter på ham. Igen.

Det er en ond cirkel, jeg troede, jeg havde forladt. Jeg sidder tusindvis af kilometer væk, sveden driver af mig i tropevarmen, og han kan bare drive med. Jeg er træt af at drømme umulige dagdrømme, jeg er træt af at være overbærende, forstående og forklarende. Jeg gider ikke mere.

Hvis jeg absolut skal have drama i mit liv, kan jeg så ikke opdrive noget nyt?

Status pt: Er pissetræt.

/Gemt

Hmm... Ikke første gang, jeg har berørt emnet: Det Der Grønnere Græs