RETRO: Da Svensken brød isen

Jeg har for nyligt nævnt Svensken. En kollega jeg var lidt småvild med i slutningen af mit forhold med Hr. X og i kølvandet efter bruddet. For en god ordens skyld smider jeg lige min gamle TV2 forklaring af opstandelsen af det herind (se "Da Svensken brød isen" nedenunder). Meget har ændret sig, siden jeg skrev de indlæg (og de mange andre der var i den periode). I dag er Svensken og jeg gode kammerater. Eksen og ham gik fra hinanden igen og er nu, for at det ikke skal være løgn, sammen igen. Denne gang virker det lykkeligt...!

Da Svensken brød isen - Del 1

Inden Hr. X og jeg slog op. Der var jeg til en askeds(pub)fest for en kollega. Det var tidligt på sommeren. Jeg havde aldrig tænkt på Svensken før denne dag. Vi var bare venner. Dog vidste jeg, at han var vild med en anden fælles kollega.

På pubben ender vi i en snak. Jeg konfronterer ham. Han indrømmer. Siger dog han i den seneste tid har opdaget hun er lidt af en strigle (true). Vi griner. åbner op overfor hinanden. Ender med at snakke selv hele aftenen. Selvom alle kolleger er der.

Han fortæller mig ting, han ved, han ikke burde. Jeg fortæller ham ting, jeg ved, jeg ikke burde. Vi lover ikke at sige noget (hvilket ingen af os har til denne dag). Veninde-kollega lugter lunten. Hvad laver I, spørger hun. Snakker bare. Lyder svaret.

Hun ser skeptisk ud. Jeg forstår hende ikke. Vi snakker jo bare.

Gå-hjem-tiden kommer. Vi misser sidste undergrundstog og må på en bus. Vi hopper på samme bus. En anden end alle de andre. Han skal mødes med nogen til en efter-fest. Skal jeg tage med? Hans hånd stryger mit lår. Vi sidder tæt. Et kort men dybt blik lander i øjnene.

Jeg tror, det er bedst, du tager hjem. Siger han. Hvorfor? Siger jeg, stadig halvt uskyldigt. Jeg vil ikke indrømme noget overfor mig selv. Vi snakker jo bare?

Selvom jeg ikke altid virker sådan, så er jeg en god fyr. Siger han. Og du har en kæreste. Hvis du tager med mig videre nu, så ved du vist godt, hvad der kommer til at ske. Siger han. Nej da... Eller...? Okay, indrømmer jeg. Måske er det bedst, jeg tager hjem.

Da jeg kom hjem var Hr. X ikke hjemme. Han var på en arbejdshalløjsa langt væk. Min ene housemate var hjemme. Hun holdt lidt fest. Jeg festede videre med hende. Bip. SMS fra Svensken. Jeg svarer. Han svarer. Jeg svarer. Til klokken halv fem om morgenen.

Jeg er vissen. Jeg ved, hvad jeg gør er forkert. Selvom jeg intet fysisk har gjort. Så træder jeg på den hårfine grænse.

Næste dag er jeg kvæstet. Fysisk. Følelsesmæssigt. Jeg har ikke svaret på Svenskens sidste besked. Jeg svarer. Hører ikke noget igen.

Jeg ved, der er åbnet for noget. Jeg ved, det er forkert. Ikke kun fordi, jeg er i et forhold. Men han er forkert. Alt er forkert. Forkert.

Da Svensken brød isen - Del 2

Tiden går. Intet nævnes om Den Aften. Den går næsten i glemmebogen. Næsten. Jeg prøver alt i min magt for at genoplive mit forhold. Kærestehyggeweekend. Tur til Lake District i England bliver bestilt. God mad bliver spist. Hygge med film. Hygge og mere hygge. Jeg snyder næsten mig selv.

Evindeligt måtte det dog ske. Efter den forlængede weekend tager jeg halvanden uge til Danmark. Med afstand imellem os er det klart. Jeg ved, hvad jeg må gøre.

Efter bruddet måtte jeg feste. Ud af lejligheden. Kunne ikke holde ud at være der. Vi tager på pub. Lang tid, flere pints senere er vi sultne. Svensken er der ikke. Vi spiser tapas. Vil ikke hjem. Aftaler at tage videre. Ind til Soho. Vi skal mødes med Svensken og en af hans svenske kammerater, der er på besøg i London Town.

Vi mødes. På bar med cheesy musik, dæmpet belysning og dyre drinks. Vodka indtages. Jeg sidder ved siden af svensken. De andre snakker. Så vi snakker. Igen. Meget. Han fortæller mig, at han for flere år siden blev diagnosticeret kronisk deprimeret. Jeg lytter. Siger jeg nok skal være der. Hvis han har brug for det.

Han fortæller om, hvor svært det er. Også med kvinder. Vi sidder tæt. Rører. Mere end nødvendigt.

Baren lukker. Klokken er 1 om morgenen. Vi vil ikke hjem. Prøver at tage videre. Men vi har jeans på og der er dress code på natklubberne. Ender med en målløs vandring rundt i centrale London. Jeg siger, jeg hellere må tage hjem . På det tidspunkt boede jeg på min kollegas stuegulv (til dem der har fulgt mig - ja det med kattene).

Jeg er endnu en gang forvirret. Ved ikke hvordan det skal tolkes. Ved ikke, hvad han vil. Hvorfor han giver og tager med samme hånd.

Nu, er vi akavede. Snakker ikke så meget som før. Han virker kold og afvisende. Kan ikke engang se mig i øjnene. Igår var vi til afskedsfest for en kollega. Hver gang han fangede mine øjne kiggede han hurtigt væk. Når han snakkede med mig var det afkortet. Altid som en afslutning.

Alle ved han ikke elsker hans kæreste (eksen som blev til kæresten igen). Det er ensomhed. Han har været i ekstremt dårligt humør lige siden, de fandt sammen igen.

Jeg forstår det ikke og forstår det på samme tid. Måske kan jeg nu med ordene sort på hvidt. Komme videre.

En ting hjalp det mig til. At indse mit forhold var slut. Selvom det tog længe inden, jeg turde indrømme det og komme videre.

/Gemt

Foto: Swedish Winter af Evelina Hultqvist (fundet her)