Kollegaen

Just som jeg forlod svenske A’s sengekant sidste lørdag morgen, endte jeg næsten på svenske Kollegaens lige bagefter. Det skete dog. Ikke.

Jeg kom hjem dagen efter OL åbningsceremoni høj på livet. Jeg vidste godt, følelsen ikke ville vare. A’s evindelige manglende evne til at skrive/ringe/noget-som-fucking-helst ville banke på og irritere. Inden da, dullede jeg op til en aften med fødselsdagscocktails i Covent Garden. Jeg hoppede i en lille sort nederdel og en løs sandfarvet silketop. Skubbede de nylakerede tånegle ned igennem et par sommerhøje sandaler. Håret hang løst om skuldrene, på den helt rigtige måde.

Et par små hop hen til undergrunden og inden længe trissede jeg fra solens sidste stråler ned i kælderbarens velkendte mørke. Festen var godt igang og fortsatte. Blev bedre og bedre. Stemningen var helt i top og vi havde langt fra lyst til at hjem, da sidste runde blev kaldt lidt før midnat. Så vi tog videre. Hele aftenen blev min veninde ved med at sige: ”Kollegaen kan lide dig”. Ej, hold nu op, smilede jeg bare tilbage. Men jeg ved godt, der er noget. Jeg har selv lagt mærke til det. Vi har en kemi uden lige og går altid lige til og med stregen, når vi er i byen. Selv A lagde mærke til det. Nok er der intet officielt, men der er et eller andet.

På et tidspunkt spørger jeg om han vil med ud og have noget luft. Han siger ja. Udenfor snakker vi lidt og så bliver der stille. Han spørger, hvad jeg tænker på. Jeg prøver på at nægte, der er noget. Men han ”kender det ansigt”. Jeg indrømmer, at der er noget. ”Jeg er bare lidt forvirret,” siger jeg, ”jeg tror, jeg kan lide dig. Jeg følger hurtigt op med, at det selvfølgelig er totalt upassende, vi er venner, kollegaer og han kender ALT til A. Kollegaen siger: ”Jeg har det på helt samme måde.” Hmm okay, så nu har vi sat ord på. MEN. Og det er et vigtigt ”men”. Han følger op med, at det nok er fordi, vi begge har været single i over et år og ikke er helt imod tanken om en kæreste længere. Ja, du har ret, nikker jeg. Så slutter den og jeg spørger om vi ikke skal tage hjem. Vi smutter arm i arm. Hopper på samme natbus, hvor vi putter til, vi når til hans stop.

Han er helt klart den gode fyr i forhold til A. De har samme alder, samme navn, samme nationalitet. Den ene er sød, behandler mig fantastisk og er ret smålækker. Den anden er en kujon, tager mig for givet og er ikke specielt lækker (i andres øjne). Jaaaa øøøhhhh.... Gæt selv hvem der er hvem! Desværre giver den ene mig kulder i kroppen, mens den anden... Ja han er jo sød og dejlig. Men sommerfugle i maven kan jeg ikke klandre ham for.

Status pt: Ærgrer mig over det allerede er mandag. Igen.

/Gemt

Foto: Dilemma af Pekthong (fundet her)