Veninden

Jeg var så skuffet. Tosset. Og bestemt. Jeg kendte alle hendes tanker og intet kunne overraske mig. Jeg vidste bedre og var fast besluttet. Jeg kunne leve uden hende og længtes ikke efter hendes falske venskab. Indtil jeg så hendes ansigt.

Hun kiggede på mig. Og jeg smeltede. Jeg så tusind ord i hendes øjne. Med et ville jeg bare kramme hende og fortælle hende, jeg elskede hende. Jeg ville tage hende i mine arme og minde hende om, at hun kendte mig. Fortælle hende, at jeg stadig er mig. At jeg elsker hende. Og altid har elsket hende. Som den irriterende lillesøster, jeg aldrig har haft.

I et splitsekund føltes det som om, hun forstod det. Hun kendte pludselig til alle de følelser, jeg har haft. Hun forstod min smerte. Og min fortvivlelse. Hun var der. Dybt inde i mit hjertekammer. Hun lurede bag klappen og accepterede hver eneste forkvaklede følelse.

Til trods for alt, der er sket, så elsker jeg hende stadig.

Status pt: Lidt følsom

/Gemt

Foto: First Snow af Johann Frick (find her)