Tilføj ven - Del 1

Jeg kigger ud over Østlondons halvtomme gader. Klokken er et pænt stykke over 2 om natten. Linjerne er slørede og hjem synes uendelig langt væk. Busstoppestedet er 2 minutter fra hans lejlighed. Men det er ligegyldigt nu. Han har fucking slettet mig fra facebook. Og jeg er jo ligeglad med ham. Ikke? Men jeg var sammen med fællesveninden i aften. Og vi hyggede os. Så hvorfor stadig denne akavethed? Slut skal det være. Mine fingerspidser finder vejen. Hen til knappen. Jeg tøver. Trykker. Tilføj ven.

Jeg har gjort det. Jeg kan ikke tage det tilbage. Jeg har tilføjet A som ven.

Jeg er godt tilfreds. Som kun en stangstiv Gemt lille skid kan være det. Jeg fyldes af en selvfedme, der vil være længe glemt inden morgenstunden. Erstattet af selvlede over min egen ufattelige svaghed. Men nej, ventetiden bliver kortere. Efter blot to minutter accepterer han fandme! Klokken halv tre om natten, 2 minutter fra hans lejlighed fortæller Face, at at ”A accepterede din venneanmodning”. WHAT?

Begynder fluks at skrive en besked. Men mit fulde legeme poster den på hans væg i stedet for privat. Fuck, shit, lort, eeeeeeeejjjj nej nej nej. Fuck fuck fuck. Jeg fortryder med det samme. Begynder panisk at trykke alle vejne på den irriterende og fuldstændig usamarbejdsvillige touch skærm. Hvorfooooorrrr. Fuuuuuuuuuuuuuuuck altså. ”Slet post” popper det så endelig op. JAAAA!!! Ja for fanden. Pyyhhh ha. Den lå der kun i 2 minutter. Ahhh. Bing. Siger mobilen så. Nej, hvad nu altså? Jeg har slettet den jo. Han havde nået at læse den…

Hov.

Frem og tilbage. Frem og tilbage. Inden jeg ved af det, sidder jeg med en drink i hånden og ser ind i et al for velkendt ansigt. Hejsa A, how’s life?

/Gemt

Foto: Goodbye Kiss af Nicolas Mephane (find her)