Tilføj ven - Del 2

Jeg hører stemmen bag mig, inden jeg ser ham. “Hej,” siger han bare. Jeg vender rundt på hælen og svarer blidt: “Hej.”

Han ser godt ud. Han ser rigtig godt ud. Selv midt på natten ser han langt mere tjekket ud, end han nogensinde før har gjort. Stemmen er dog den samme. Fyldt med en dyb seriøs bas og et toneleje, der kilder selv det sværeste smil frem.

Samtalen glider let frem og tilbage. Jeg undgår alligevel hans blik. Så mange ord er usagte. Så mange handlinger er både gjort og ugjorte. Imod al forventning kommer det på bane. Den aften, hvor veninden drønede væk og efterlod mig med et knust hjerte på mere end et enkelt plan. Han indrømmer, han nok havde lidt med det at gøre. Jeg nægter ikke sandheden i udtalelsen, men siger med let stemme, at det ikke er noget, vi skal snakke om nu. Han giver mig ret, men vi vender alligevel tilbage til det et par gange. Til sidst ryger vi dog tilbage til vante emner, hvordan er jobbet, bofællerne, livet? Det er nemt, rart og velkendt.

Lige så let som sikkerheden ligger sig om mig, lige så let indtager trætheden alle mine lemmer. Jeg begynder at ryste let over hele kroppen. Han tilbyder sin trøje, men jeg takker nej. Han kommer hen og krænger den om mig alligevel. Det varmer. Det er rart.

Han tilbyder sin seng og han gør klar til at sove på sofaen. Jeg får dog sagt, det er noget pjat. Vi sover i hans seng. Kysser længe. Først forsigtigt, senere kraftigt, passioneret, dybt. Jeg kender hans kys. Han kender mine. Intensiteten stilner. Vi kan bare ikke have sex. Og vi gør det ikke. Jeg vender mig væk fra ham og falder efter al for lang tid endelig i søvn.

Sølle 4 timers søvn senere vågner jeg til en dybt sovende A. Jeg kravler forsigtigt over ham og tager mine bukser på. Jeg puffer let til hans arm, dog hårdt nok til han lige knapt vågner. Fortæller ham, at jeg går nu. Han mumler søvndrukkent noget om at snakkes ved senere. ”Ja ja,” siger jeg bare og forlader hans seng, hans lejlighed og Østlondon.

/Gemt

Foto: What If af Camaryn (find her)