”Du snakker altid om rejse, men du gør det jo alligevel ikke,” siger hun og tager en slurk af sin rødvin. Jeg sidder helt paf og klar til at sige hende imod. Men hun har jo ret. Fra fulde folk og børn er det noget med, at man høre sandheden. Nok er klokken 4 om morgenen, vi sidder på Lillebrorens seng og drikker papvin fra vandglas, men hun har vitterligt ret.
Jeg snakker, drømmer, beslutter, håber og tænker. Alligevel når jeg aldrig helt i mål. Der er altid en undskyldning, en grund, en et eller andet der står i vejen. Det kan være penge, omstændigheder, job eller venner. I sidste ende, må jeg alligevel erkende, at hvis man inderligt vil opnå noget, så kan man det. Så finder man en vej. Så nu tager jeg et hårdt, dybt og langt kig i spejlet og spørger mig selv, hvad helvede det er jeg vil. Desværre stirrer tomheden, sandheden tilbage på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke. Den der vej, jeg troede man fandt, når man endelig blev voksen, den har jeg stadig ikke fundet.
Status pt: Træt af at være voksen.
/Gemt
tirsdag den 5. november 2013
søndag den 3. november 2013
Og så blev det akavet
Jeg kyssede Lillebroren. Igen. Han var skøn. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Fuck.
Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.
Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.
Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?
Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.
/Gemt
Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.
Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.
Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?
Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.
/Gemt
fredag den 1. november 2013
Når Man Sletter Ham På Facebook
Det velkendte blå alter toner frem på skærmen. Han stirrer blankt på mig bag rudens sikkerhed. Han ved ikke, hvor mange gange, jeg har tastet hans navn ind i søgefeltet. Han ved ikke, hvor mange timer, jeg har pint mig selv over ham. Han ved ikke, hvor dybt jeg faldt for ham. Til gengæld ved han heller ikke, at jeg lige har slettet ham.
Endelig gjorde jeg det. Jeg hvilede musen over ”unfriend” i uendelige tider. Trak den væk igen og tænkte, det var for barnligt. Endelig trykkede jeg på knappen. Genopfriskede siden og så alle hans detaljer forsvinde.
Jeg har ikke set ham siden maj, ikke snakket med ham siden juli, men desværre kom jeg i fuld tilstand til at sende en Facebook besked ”forkert” til ham for to uger siden. Jeg har brug for, han er helt ude af mit liv. Jeg vil ikke have adgang til ham. Overhovedet. Jeg leder efter bekræftelse. Jeg vil have, han vender sig rundt og siger, han har begået en fejl. Jeg vil se min smerte i hans øjne. Jeg vil have, at han forstår, føler, angrer. Men det er oplevelser, jeg må undvære. Leve videre uden.
I sidste ende trykkede jeg på knappen for min egen skyld. Det var ikke for at bevise noget overfor ham. Det var ikke for at fortælle ham, jeg er ligeglad. Det var ikke for at sige ”dumme svin” eller hæve mig over ham. Det var for min skyld. Det var så JEG kan forstå, det vitterligt er slut. Det var således, at jeg kan sætte et endeligt punktum og gå videre til næste kapitel.
Ikke mere A i mit liv. Heller ikke på Facebook.
Endelig gjorde jeg det. Jeg hvilede musen over ”unfriend” i uendelige tider. Trak den væk igen og tænkte, det var for barnligt. Endelig trykkede jeg på knappen. Genopfriskede siden og så alle hans detaljer forsvinde.
Jeg har ikke set ham siden maj, ikke snakket med ham siden juli, men desværre kom jeg i fuld tilstand til at sende en Facebook besked ”forkert” til ham for to uger siden. Jeg har brug for, han er helt ude af mit liv. Jeg vil ikke have adgang til ham. Overhovedet. Jeg leder efter bekræftelse. Jeg vil have, han vender sig rundt og siger, han har begået en fejl. Jeg vil se min smerte i hans øjne. Jeg vil have, at han forstår, føler, angrer. Men det er oplevelser, jeg må undvære. Leve videre uden.
I sidste ende trykkede jeg på knappen for min egen skyld. Det var ikke for at bevise noget overfor ham. Det var ikke for at fortælle ham, jeg er ligeglad. Det var ikke for at sige ”dumme svin” eller hæve mig over ham. Det var for min skyld. Det var så JEG kan forstå, det vitterligt er slut. Det var således, at jeg kan sætte et endeligt punktum og gå videre til næste kapitel.
Ikke mere A i mit liv. Heller ikke på Facebook.
søndag den 20. oktober 2013
Små Drenge
Hvordan ved man, at han er for ung til at knalde? Er det fordi, han aldrig har brugt en diskette? Eller fordi han ikke husker tiden før internettet? Vi har sikkert alle en grænse. I mit tilfælde blev det EM i fodbold. Altså han spurgte, hvilken måned i ’92, det var. Hvilken måned? Kan det for helvede da ikke være ligegyldigt?!? Jo, men altså, han var bare ikke sikker på, at han var født, mumlede han lidt betuttet over min rasen. Mig: ”…”
HAN VAR IKKE FØDT?! WHAT?! Det er sgu da for helvede et helt nyt koncept, at man kan blive helt vild over en, der er født i 90’erne. Som om det ikke var nok, så er hans storebror en af mine dejligste gode kammerater. Flot. Du kan bare det der med mænd (eller hvad man nu kalder sådan en fanden fra 1992).
Jeg kyssede med ham. Stang Bacardi og med vidner. Det er smukt. Simpelthen. Men for fanden han er pissefræk. Iiih, jeg vidste, han var trouble fra det første øjeblik, jeg så ham.
Det var en varm dag midt i juli og jeg skulle mødes med hans bror og introduceres for Lillebroren for første gang. Jeg smiler overskudsagtigt, hvorefter mit blik crash lander lige midt i hans store isblå øjne. Fuck.
Jeg tager på sommerferie og får skudt urene tanker til siden. Det er jo for fanden Lillebroren. Det går bare ikke.
HAN VAR IKKE FØDT?! WHAT?! Det er sgu da for helvede et helt nyt koncept, at man kan blive helt vild over en, der er født i 90’erne. Som om det ikke var nok, så er hans storebror en af mine dejligste gode kammerater. Flot. Du kan bare det der med mænd (eller hvad man nu kalder sådan en fanden fra 1992).
Jeg kyssede med ham. Stang Bacardi og med vidner. Det er smukt. Simpelthen. Men for fanden han er pissefræk. Iiih, jeg vidste, han var trouble fra det første øjeblik, jeg så ham.
Det var en varm dag midt i juli og jeg skulle mødes med hans bror og introduceres for Lillebroren for første gang. Jeg smiler overskudsagtigt, hvorefter mit blik crash lander lige midt i hans store isblå øjne. Fuck.
Jeg tager på sommerferie og får skudt urene tanker til siden. Det er jo for fanden Lillebroren. Det går bare ikke.
Men. Vi kyssede for lidt over en måned siden. Siden har der været små ting her og der. Farvelkys på kinden, der går lige til grænsen. Varme fingre og hænder på mit knæ, mit lår, i delte taxaer. Stjålne blikke og utalte samtaler. Jeg er så klar på ham. Men jeg gør det ikke. Igen.
Han er en 21-årig hormondrevet Londonbaby, der intet har at miste. Desuden har han lige knaldet en anden på jobbet. There’s that.
/Gemt
PS. For at gøre det hele ekstrasmukt, kan jeg fortælle, at Lillebrorens storebror er Kollegaen
OPDATERING (videre udviklinger):
Og så blev det akavet
Akavede Samtaler med Små Drenge
At lege med ilden
Små og Store drenge
Når Det Endelig Sker
Morgenen Efter
Året Der Gik
Han er en 21-årig hormondrevet Londonbaby, der intet har at miste. Desuden har han lige knaldet en anden på jobbet. There’s that.
/Gemt
PS. For at gøre det hele ekstrasmukt, kan jeg fortælle, at Lillebrorens storebror er Kollegaen
OPDATERING (videre udviklinger):
Og så blev det akavet
Akavede Samtaler med Små Drenge
At lege med ilden
Små og Store drenge
Når Det Endelig Sker
Morgenen Efter
Året Der Gik
torsdag den 17. oktober 2013
Når Han Finder En Anden
Søgefeltet lyser hvidt oppe i venstre hjørne. Fingerspidserne finder sin vante vej mod A. Mange dage er passeret siden de sidst tastede det kendte navn. De blå toner fra hans væg blænder op. Der er et nyt billede. Han er ikke selv. Søde interne beskeder er skrevet frem og tilbage for et par dage siden. De er ikke venlige. De er mere end det. Det er som skrevet af en kæreste.
Jeg har kendt A længe nok til at vide, hvordan han fungerer. Pludselig giver det lidt mere mening, at han ændrede adfærd. Der var en anden. Hun er ikke særlig pæn. Hvilket jeg ikke ved, hvad jeg synes om. Var hun gudesmuk, kunne jeg afskrive det som sex. Men hun er yderst almindelig. Kedelig. Og faktisk lidt smågrim. Han kan med andre ord godt lide hende. Hvad var der galt med mig?
Egentlig føler jeg ikke særlig meget. Jeg blev ikke ked af det. Jeg mærkede ikke det store sorte sug i maven. Jeg blev lidt vred. Træt af at føle mig ligegyldig. Skuffet over at han ikke bare meldte klart ud. Lukkede døren. I stedet kan jeg sidde og syde i min egen galde og fortrydelse. Ryste på hovedet af min småpsykotiske opførsel, rejse mig op og selv skubbe døren i.
/Gemt
Jeg har kendt A længe nok til at vide, hvordan han fungerer. Pludselig giver det lidt mere mening, at han ændrede adfærd. Der var en anden. Hun er ikke særlig pæn. Hvilket jeg ikke ved, hvad jeg synes om. Var hun gudesmuk, kunne jeg afskrive det som sex. Men hun er yderst almindelig. Kedelig. Og faktisk lidt smågrim. Han kan med andre ord godt lide hende. Hvad var der galt med mig?
Egentlig føler jeg ikke særlig meget. Jeg blev ikke ked af det. Jeg mærkede ikke det store sorte sug i maven. Jeg blev lidt vred. Træt af at føle mig ligegyldig. Skuffet over at han ikke bare meldte klart ud. Lukkede døren. I stedet kan jeg sidde og syde i min egen galde og fortrydelse. Ryste på hovedet af min småpsykotiske opførsel, rejse mig op og selv skubbe døren i.
/Gemt
Abonner på:
Opslag (Atom)