Bland selv mænd

Han har noget mærkeligt skæg. Ad, hvad er det for en plet, han har der. Ej, det der, det gider jeg bare slet ikke.

I en digital dating verden er jeg fanget i en slikbutik, der kun sælger julekalenderchokolade. Bliver jeg desperat nok, spiser jeg det endelig. Enhver profil, jeg klikker ind på, præsenterer mig for billeder, personlighedstræk, stavefejl, mærkelige vendinger og andre bagateller, der scorer mål i skraldespanden. Det er simpelthen for nemt at kassere en mand på grund af de mindste ting.

Tænk hvis jeg proppede alle mænd i virkelighedens verden under samme lup. Jeg starter med A (manden, jeg har snakket om KONstant de sidste par måneder). Først og fremmest ligner han en kiks på samtlige billeder, jeg har set af ham. Så ryger han og bruger "z" som en anden fucking teenager. Han skriver LOL for fanden – hvad ER det. Det skriver man ikke med mindre, man er født post-1990. Han trykker ”synes godt om” på aaaaalt alt for mange ting på fjæsbog. Altså hvem i helvede liker ”Intel” med mindre, man arbejder for dem. Han opfører sig som en hvid gangster. Og det er IKKE cool. Godt så, i Match.com termer er han for læææænge siden røget uuuud til højre. Alligevel er han den første jeg oprigtig er faldet for siden Hr. X.

På den anden side, hvis man ikke dømmer profilerne på et eller andet, hvordan finder man så en, man gider? Indtil videre har min strategi været, kig på billedet (jep, er lidt overfladisk der, I know), hvis det holder, så læs profil, hvis den får mig til at grine/viser lidt selvironi, så er det et hit!

Indtil videre har der ikke været vildt mange hit… Og når der er et, ved jeg ikke om jeg skal skrive. PLUS jeg burde egentlig skrive min egen profil. Hykler, som jeg er, er min profiltekst stadig i det midlertidige stadie. Hvordan beskriver man sig selv på en flatterende måde? Eeeek.

Status pt: Kan ikke lide julekalenderchokolade.

/Gemt

Foto: Confused af Ksenia Korneychuk (fundet her)

Jeg, en netdater

Det er gjort. Jeg har betalt for en profil på Match. Gamle TV2 læsere af min blog vil huske, jeg har snuset til online datingverdenen før. Jeg nægtede bare at betale. Det betød så også, at der var nærmest naaada spændende at finde. Jeg fandt Sød Fyr, som var en dejlig intelligent gut, desværre var jeg bare OVERhovedet ikke tiltrukket af ham og blev til en lørdagskylling inden anden date. Det var jo også en meeeeeeget bedre ide at hoppe i kanen med Kirurgen. Han var nemlig overhovedet ikke en spasser. Christ!

Aaaanywho… I hvert fald er mit korpus smækket på datingnettet, så er det bare afsted og i gang! (lavede lige en typo der og skrev ”gane” i stedet for…! Freudian slip much?)

Med dette som så meget andet bliver alt delt, intet gemt – undtaget mig.

Status pt: Er klar!

/Gemt

Foto: Traffic af Mia (fundet her)

Jeg husker Orangina

Solens varme stråler kysser mine arme. En duft af crepes kilder mine næsebor. En overvældende parisisk struktur strør sin skygge ved mine fødder. En enkelt brosten stikker højere op end de andre, tvinger mit venstre knæ tættere på himlen. Selvom alle de små detaljer pibler frem i hukommelsen, er det den søde, forfriskende og brusende drik, der er blevet hos mig. Den har ikke krydset mine læber siden.

Overfor mig, sidder der en mand i den reneste uvidenhed, og er blevet drejepunktet i mit univers. Han slubrer fra sin dåse, ubevidst om den tankestrøm, han har sat i bevægelse.

Det lille øjeblik i det latinske kvarter, så perfekt i bagtankens kælne skær. To mennesker, to læskedrikke og en fælles aftale om, at pandekager er en helt acceptabel frokost. Denne aftale afstemt af latterens ekko i de augusttomme gader.

Nu er kun drikken tilbage.

Toget stoppede ved Baker Street, og den uvidende mand forsvandt. Han sprang ud i myldretidens trafik af travle londonere. En ny horde af travle bier summer om bord og kun en svag smag af appelsinnektar er ladt tilbage.

/Gemt

Foto: Love in Paris af Florinm (fundet her)

Jeg er Tosset

Jeg vil så gerne være evindeligt ligeglad. Jeg vil være uber cool og overskudsagtig. Jeg vil hvile i mig selv og min viden om, hvor dejlig jeg er. Jeg vil alle de ting og mere til. Hvad jeg ikke vil er vride i vrede og selvmedlidenhed og spilde værdifulde kræfter på Ham. Jeg er SÅ tosset! Hvorfor kan han ikke finde ud af at tage sine fedtede fingre, placere dem på tasterne og sende en besked! Idiot, altså!

Hvorfor kører jeg ikke den gode singlestil? Hvorfor svælger jeg ikke rundt i min egen uafhængighedsfølelse i stedet for at kramme min pude, når jeg ligger mig til at sove? Jeg er fri til at gøre lige, hvad jeg vil, hvorfor en i helvede er det så HAM, jeg vil? Jeg vil ikke ville ham…! Nu. Bum. Basta.

Jeg er kommet udover mine melankolske øjeblikke og er nu bare skiftevis tosset og helt ufattelig skuffet. Jeg har det som om, jeg er blevet lovet at komme til Disneyland, men så var det bare noget ”far” sagde ”fordi han var fuld”. Så står man der lige så lille, mut og med en tom følelse i maven, man slet ikke burde kende til.

Hvad skal jeg bruge det til? Hvordan skal jeg komme videre? Jeg har brug for fucking closure! Men nææææhh nej, det er totalt tøse-opfundet og jeg kan bare GLEMME det. Der kommer aldrig en SKID fra den klaphat. Uuuuuhh, hvor jeg er tosset. Og jeg har INGEN steder at rette min pisselatterlige vrede hen. Jeg kan bare holde kaje og sluge den, kan jeg. Fuck det lort altså. Jeg gider fanderme ikke mere.

Status pt: Ved ikke om jeg er mest tosset eller skuffet.

/Gemt

Foto: Anger af SOS Photography (fundet her)

Alt for kræsen

Du skal simpelthen være mindre kræsen. Bum. Så fik man lige en mening serveret uden at have bestilt den.

I går hoppede jeg på circle line og drønede ned til South Kensington og mødtes med en god kammerat. Det er en gut, jeg har kendt et par år efterhånden. Han er temmelig liberal på sengekanten. Mildest talt. Han synes, jeg får for lidt. Og for fanden, manden har ret! Han har læææænge sagt, jeg er for kræsen. Jeg har protesteret og protesteret, men efter utallige byture uden så meget at have set et snert af noget jeg gad, må jeg bøje mig i støvet. Jeg er for kræsen.

Men hvordan i helvede vender man op og ned på det? Jeg kan jo ikke tvinge mig selv til at føle mig tiltrukket af folk. Eller hvad?

Jeg går i forvejen ikke kun går efter superhotte fyre, slet ikke. Mine ekser er helt almindelige og A er en nørd…! Hvad de har til fælles, er at jeg har det godt i deres selskab. De får mig til at grine, slappe af, føle mig særlig – et eller fucking andet. I bylivet føler jeg NADA. Inden mine to lange forhold scorede jeg på kryds og tværs. Nu kan der gå mååååneder imellem, hvad fanden er det for noget pis?!

Måske et nyt projekt skal skydes i gang. Projekt find en FULDstændig ligegyldig mand, så der kan blive sat punktum efter A. Der er bare lige et problem…. Jeg tror faktisk, jeg har skudt det projekt i gang for længe siden, jeg har bare ikke haft det vilde held i det…

Status pt: Kan ikke finde ud af at være single.

/Gemt

Foto: Ukendt (fundet her)