Den Første Ægte Kærlighed

Melankolien ligger som et lunt forræderisk tæppe over mig. Musen sejler henover skærmen. Tasterne finder selv vej til hans navn. Uden bevidstheden helt tager fat, er hans profil foran mig. Et velkendt ansigt. En krop, hvor hver en muskel, hver en krog, hver en rynke er kendt. En person så veludforsket, så elsket, så meget (engang) min.

Dog er minderne udhviskede, kærligheden på en anden, rynkerne ændrede.

Jeg har haft een stor kærlighed i mit liv. Vi mødtes alt for tidligt. Jeg havde nærmest kun lige trådt af flyet til England før end, jeg landede i hans arme. Og så stærke de arme var. Bar mig gennem de næste 5 år af livet. Gennem rejser, uddannelse, arbejdsskifte, død og tumult.

Altid var kærligheden gengældt, alt for ofte var den taget for givet.

Da vi gik fra hinanden var det blevet for svært at elske uden spørgsmål. Vi kendte ikke et voksenliv uden hinanden. Vi kendte kun til støtten, kærligheden og accepten. Begge er vi rejst videre ud i verden, har mødt ny kærlighed og nye udfordringer.

Men det har aldrig været det samme. Det er ikke fortrydelsen, der taler. Jeg ved, vi skulle lære denne lektie, lære hvad vi havde, lære hvad vi ville. Stadig tærer følelsen om, at intet nogensinde helt vil kunne måle sig med den altomfattende Kærlighed uden forbehold.

Kynismen havde endnu ikke taget sit iskolde greb om hjertet. Forbeholdene havde endnu ikke forstærket muren om tilliden. Bitter erfaring og baggage havde endnu ikke presset den unge og smukke naivitet til jorden.

Den Første Ægte Kærlighed. Endelig forstår jeg, hvad det betyder.

/Gemt

Foto: Ukendt fotograf, billede fundet her