Olympiske Lyster

Hver gang mandagen indfinder sig, falder glæden til jorden. I weekenden er håbet, glæden, livslysten til stede. I mandagens mulm og mørke er der kun depressiv mangel på selvværd. Den tredie uge efter ferieugen er sat igang. Tirsdagen er mindre lunefuld end mandagen, dog giver den ingen hjælpende hånd. Den sidder i sofaen. Afventende. Kun jeg kan samle mit livs brikker op og stykke dem sammen til noget værd at leve i. 

Fredagens åbningsceremoni bød på grin, rus og A. Twitter følgere vil vide, jeg så på fjæsbog, at A holdte OL fest i fredags. Jeg endte der. Jeg kom sammen med en kollega, mandlig. Jeg sagde hej til A, gav et knus, men gik let videre for at snakke med fælleskammeraterne.

A fandt mig senere. Spørger om kollegaen og jeg er sammen. Nej, siger jeg. Er du sikker? Spørger han. Ja, for fanden, vi er bare kammerater. Nårh ja, det kunne jo godt være, siger han alt for selvsikkert. Hvem prøver han at overbevise? Han var jaloux.

Aftenen går videre i snak, druk, grin. Flere af gæsterne tager videre i byen. Jeg opdager min kammerat er væk. Jeg ringer. Han siger, han er smuttet. Det så ud som om A og jeg havde noget at snakke om, lyder begrundelsen. Nå, ja, okay. Men altså, du skulle da bare have hevet mig væk og vi kunne være skredet sammen. Nej, det er okay. Nå.

Hvilke samtaler vi har, hvilke ord der bliver sagt, hvilke vendinger der bliver ytret. Alle er de ligegyldige i sidste ende. A og jeg ender selv. Han vil have jeg skal blive der. Jeg siger nej til at starte med. Jeg ved intet kan ske, det er den tid på måneden. Han vil stadig gerne have, jeg bliver. Jeg bliver.

Han har stadig min tandbørste fra sidst, siger han. Efter jeg har været på badeværelset og mens han er derude, tager jeg tøjet af og smutter under dynen, som han kommer ind ad døren. Vi ligger der ikke ret længe, før han hiver mig ind til sig og kysser mig. Mine lemmer skriger efter ham og jeg vil have ham. Jeg får ham. Lidt.

Solen begynder at titte ind gennem persiennerne efter flere timers søvn. Han sover stadig. Jeg falder hen igen. Lidt senere vågner vi samtidigt. Snakker. Han kysser mig. Snakker lidt mere. Han spørger om jeg vil have noget at spise. Han laver noget. Mens jeg er på badeværelset, snakker han med sin bofælle. Jeg kommer ud og forskrækker bofællen. Det tager ham et par sekunder at stykke historien sammen. Samtalen går videre. A fortæller mig, hvad de snakker om.

Vi spiser i stuen, mens vi ser en eller anden mærkelig japansk OL sport. Bagefter skal han, som altid, arbejde og jeg skal hjem og gøre mig klar til en fødselsdagsfest. Han følger mig ud til døren. Giver mig et kram. Et kys på kinden. Et forsigtigt kys på munden. Et grådigt kys på munden. Jeg vender mig om. Elegant som jeg er, går jeg ind i dørhåndtaget på vejen ud.

Ingen ord blev talt om: ”Hvad nu?” Jeg ved, eksen ringer til ham hele tiden – heldigvis ikke mens, jeg var der. Han roder stadig rundt i sit liv og sine følelser. Kan han lide mig? Ja. Nok? Det ved jeg ikke.

Om to uger skal A og jeg til fødselsdagsmiddag hos fællesveninden. Skal jeg gøre noget inden, lade det ligge? Jeg ved det som altid slet ikke. En af mine veninder spurgte mig igår: ”Fortjener han dig?”  For at forvirre det hele yderligere bød lørdagen på et par opdagelser omkring kollegaen fra fredag aften.

Status pt: Roder rundt i alting.

/Gemt

Foto: I Not Hurt You af Anastasyia (fundet her)

Mandagstanker

Solen har bagt på mit lille loftsværelse dagen lang. En sveddråbe siler sløvt ned ad rygraden. Mine dvaske fingre bevæger sig langsomt henover tastaturet. Jeg søger dybt inde efter energiske, inspirerende ord. I stedet daler ord om heden ud på det digitale A4 ark.

I brystet mærker jeg hjertet banke en kende hurtigere end det burde. Det har det gjort siden jeg mødte på arbejde sidste mandag. Jeg kender endelig svaret på mine jobkvaler. Jeg skal væk. Min krop skriger på forandring. Når arbejdsløsheden begynder at føles som en mulighed væk fra et ellers godt job, er det gået for vidt.

Tanker om A føles små og ligegyldige. Jeg kender efterhånden hans stil og jeg gider ikke vente på ham længere. Han ved, han har sin chance. Men ved han, vinduet er ved at lukke? Jeg kunne lade døren stå på klem. Vente til han er klar. Lade ham bestemme tempoet og hvornår han gider mig. Men jeg er bedre end det. Så meget ved jeg. Han kan få mig. Men ikke til enhver pris. Denne paragraf modsiger sig selv. Jeg modsiger mig selv. Ethvert rationelt begreb rejser til sydens sol ved et strejf af A.

Weekenden gik i en rus af sommersol og samtaler. Jeg så gamle gamle venner den ene dag og langt nyere den anden. Kysset af ultraviolette stråler weekenden lang, kunne intet gå galt. Mandagen synes ih så åh så langt væk. Pludselig var den over mig og sandheden indtog horisonten, periferien og invaderede ethvert udblik. En ide jeg arbejdede på hele sidste uge blev skudt i sænk af topchefen. Jeg har ingen alternativer. Hjertebanken. I halsen. Mon jeg får lov til at blunde i nat?

Jeg smiler dagen lang men melankolien finder mig hver aften. Hvornår kan jeg ryste den af mig og føle jeg er på rette vej?

Status pt: Er træt og presset. 

/Gemt

Foto: Entity af Kris/Lostknightkg (fundet her)

Søndagstæppet

Jeg vil så gerne sige, jeg har det skønt. Jeg vil så gerne sige, jeg er helt ovenpå. Jeg vil så gerne sige, jeg langt om længe hviler i mig selv. Men alle ville de være løgne. Nok er det, hvad mine venner gerne vil høre. De er trætte af de samme klagesange. Så jeg strækker smilet ud og surrer det fast i hver mundvig med snor spundet på forventede løgne. Men mit legeme er trukket helt ud. Så udspændt at hver en fiber skriger i smerte.

Jobbet ligger og kvalmer dybt inde i maven. Sender små pakker af adrenalin ud i kroppen. Holder mig fra søvnen. Når den endelig kommer forstyrres de få blundende timer af maren. Hun ridder natten lang, vrider min krop og kaster min dyne omkring.

Kærlighedslivet ligger i skjul, klar som en snigskytte til at ramme, når jeg er allermindst klar. A har været i hjemlandet den sidste uge. I dag skriver jeg til fællesveninden, at jeg og et par andre skulle i parken – vil du med? Ej, hun tog over på A’s tagterrasse i aften. Hmmm... Han kom vel hjem til London i dag. Og den terrasse kender jeg godt. Scenen for vores skænderi. En morgen der kunne have været så smuk. I stedet bare så… Trist. Akavet. Ærgerlig. Inden han gik fra kæresten. Så mange måneder vores drama allerede har varet. Det er to uger siden vores sidste rendezvous. Vi har ikke snakket sammen siden. Jeg ved ikke engang, om jeg er ked af det, frustreret, vred, skuffet, ligeglad, kold eller bare irriteret over at have mistet kontrollen.

Vennerne er oppe til revision. En af mine bedste veninder i London har svigtet mig. Igen. Jeg gider ikke hendes drama mere. Jeg gider ikke hælde hele mit følelsesliv i vores venskab og stadig ikke føle, jeg gør det godt nok. Jeg gider ikke føle, venskabet er en kamp. Selvom jeg elsker hende.

Jeg putter mig under mit melankolske søndagstæppe. Tænker over en ellers dejlig weekend. Måske jeg kan finde glædestonen og skrive om den i morgen. Lige nu trækker jeg tæppet helt op over hovedet og gemmer mig fra verden. Håber morgendagens lys bringer et nyt perspektiv.

/Gemt

Foto: Moon Druid af Kris/Lostknightkg (fundet her)

Hvorfor al den usikkerhed?

”Du er for hård ved dig selv.” Puuuhh det har jeg hørt meget på det seneste. Det er lige meget om det handler om A, jobbet eller mig selv. Altid er jeg i andres øjne for hård ved mig selv. Og jeg kan godt se det. Jeg giver sgu aldrig lige mig selv det der skulderklap. Dybest set synes jeg ikke, jeg fortjener det. Det er da for fucked up.

Hvorfor er jeg så usikker? Hvorfor tror jeg ikke på, jeg er god, dejlig, skøn eller hvilke andre herlige tillægsord der findes derude? Hvorfor skal jeg altid behandles som morgenskrald? Af mig selv altså. Lidt klicheagtigt kunne jeg ytre et eller andet med, at hvis jeg ikke selv synes, jeg er skøn – hvorfor skulle andre så? Men hvis de der andre ikke synes det, så synes jeg det først slet ikke selv. Forvirret? Velkommen til mit tvangsunivers.

Lige nu tror jeg slet ikke på mig selv. Jeg føler mig for langt ude at svømme på arbejde. Jeg forstår ikke helt det, jeg er ved at lave og er skræmt fra vid og sans fra at fejle. Folk fejler ikke på arbejde. De leverer. Altid. Jeg ved, det lyder usandt. Men det er rigtigt. Som man siger på engelsk: ”Failing is not an option.”

Jeg skal simpelthen væk. Jeg er ikke glad mere. Jeg har ikke engang lyst til at kæmpe. Jeg klynger mig til tanken om ”at det jo er et godt job” og ”man skal være glad for at have et job lige nu.” Men altså for fanden, det er jo ikke mine ord…! Det er de ord mine øregange er blevet vandet med i de sidste tre år. Nu er det kraftedderperkeme på tide, jeg selv tager fat i styret. Vander mine egne øregange. Det skal være slut med at gøre alting fordi ”det er korrekt.” Det bliver man den ondelyneme ulykkelig og usikker af.

Så hvorfor så usikker? Fordi jeg ikke lytter til mig selv og sjældent sætter mig selv først. Hvorfor skal jeg være så pissehamrende korrekt? Hvem er det jeg prøver at tilfredsstille derude i verden?

Status pt: Kan ikke sove.

/Gemt

Foto: Insecure af MaLaaK (fundet her)

Karriere?

To senior stillinger bliver ledige fra september. Begravet i mandekvaler, tvangstanker og selvmedlidenhed, har jeg ikke skænket jobbet mange tanker. Pludselig er spørgsmålet på alles læber: ”Søger du dem?” Øøøhhh... Tjohh... DetVedJegIkke... Måske... Mumler jeg bare. Vil jeg overhovedet have dem? Spørger jeg mig selv.

For nu 3.5 år siden trissede jeg ind på kontoret og fik tilbudt et job. Jeg tog det vel vidende, at her havde jeg ikke tænkt mig at blive mere end et halvt års tid. To forfremmelser og flere kurser senere, sidder jeg her endnu. Jeg har klaret mig godt. Jeg har også nydt det. Til tider. Men nu er hjertet nok ikke længere med i det. Jeg higer efter nye udfordringer og omgivelser. Jeg higer efter at komme væk her fra denne verden og springe ind i en anden. Jeg higer efter at komme tilbage til det, jeg i sin tid læste til.

Jeg læste i sin tid til journalist og snuppede også en kort stund i den verden, men så ramlede medieverdenen sammen i finanskrisen og nyudklækkede spir som jeg, var ikke højest på ønskesedlen. Jeg fik et job i mediebranchen, men ikke just en del, jeg havde regnet med. Mine sprogkundskaber gav mig en vej ind og afsted det så ellers gik.

Nu sidder jeg tilbage med et ønske om noget andet. Lidt andet. Det er nemt for andre at sige, man skal følge sit hjerte og blah blah blah. Men hvad nu hvis mit hjerte nogle gange er lidt ubeslutsomt? Og hvad nu hvis jeg ikke rigtig tør, fordi dybt inde (derinde, hvor vi ikke snakker om noget) er jeg bange?

Jeg har to måneders opsigelse, hvilket i England vil sige, at jeg enten bliver nød til at bryde min kontrakt for at tage et andet job eller sige op uden at have noget andet. Begge ret elendige muligheder. Så nu står jeg her. I limbo. Jeg burde søge den bedre stilling, men jeg ved den kræver endnu et år i firmaet. Men hvis jeg ikke søger, ender jeg måske alligevel med at blive så længe...

Status pt: Prøver at finde ud af mit næste træk.

/Gemt

Foto: Chess af Lulu/LiliumEternal (fundet her)