Bland selv mænd

Han har noget mærkeligt skæg. Ad, hvad er det for en plet, han har der. Ej, det der, det gider jeg bare slet ikke.

I en digital dating verden er jeg fanget i en slikbutik, der kun sælger julekalenderchokolade. Bliver jeg desperat nok, spiser jeg det endelig. Enhver profil, jeg klikker ind på, præsenterer mig for billeder, personlighedstræk, stavefejl, mærkelige vendinger og andre bagateller, der scorer mål i skraldespanden. Det er simpelthen for nemt at kassere en mand på grund af de mindste ting.

Tænk hvis jeg proppede alle mænd i virkelighedens verden under samme lup. Jeg starter med A (manden, jeg har snakket om KONstant de sidste par måneder). Først og fremmest ligner han en kiks på samtlige billeder, jeg har set af ham. Så ryger han og bruger "z" som en anden fucking teenager. Han skriver LOL for fanden – hvad ER det. Det skriver man ikke med mindre, man er født post-1990. Han trykker ”synes godt om” på aaaaalt alt for mange ting på fjæsbog. Altså hvem i helvede liker ”Intel” med mindre, man arbejder for dem. Han opfører sig som en hvid gangster. Og det er IKKE cool. Godt så, i Match.com termer er han for læææænge siden røget uuuud til højre. Alligevel er han den første jeg oprigtig er faldet for siden Hr. X.

På den anden side, hvis man ikke dømmer profilerne på et eller andet, hvordan finder man så en, man gider? Indtil videre har min strategi været, kig på billedet (jep, er lidt overfladisk der, I know), hvis det holder, så læs profil, hvis den får mig til at grine/viser lidt selvironi, så er det et hit!

Indtil videre har der ikke været vildt mange hit… Og når der er et, ved jeg ikke om jeg skal skrive. PLUS jeg burde egentlig skrive min egen profil. Hykler, som jeg er, er min profiltekst stadig i det midlertidige stadie. Hvordan beskriver man sig selv på en flatterende måde? Eeeek.

Status pt: Kan ikke lide julekalenderchokolade.

/Gemt

Foto: Confused af Ksenia Korneychuk (fundet her)

Jeg, en netdater

Det er gjort. Jeg har betalt for en profil på Match. Gamle TV2 læsere af min blog vil huske, jeg har snuset til online datingverdenen før. Jeg nægtede bare at betale. Det betød så også, at der var nærmest naaada spændende at finde. Jeg fandt Sød Fyr, som var en dejlig intelligent gut, desværre var jeg bare OVERhovedet ikke tiltrukket af ham og blev til en lørdagskylling inden anden date. Det var jo også en meeeeeeget bedre ide at hoppe i kanen med Kirurgen. Han var nemlig overhovedet ikke en spasser. Christ!

Aaaanywho… I hvert fald er mit korpus smækket på datingnettet, så er det bare afsted og i gang! (lavede lige en typo der og skrev ”gane” i stedet for…! Freudian slip much?)

Med dette som så meget andet bliver alt delt, intet gemt – undtaget mig.

Status pt: Er klar!

/Gemt

Foto: Traffic af Mia (fundet her)

Jeg husker Orangina

Solens varme stråler kysser mine arme. En duft af crepes kilder mine næsebor. En overvældende parisisk struktur strør sin skygge ved mine fødder. En enkelt brosten stikker højere op end de andre, tvinger mit venstre knæ tættere på himlen. Selvom alle de små detaljer pibler frem i hukommelsen, er det den søde, forfriskende og brusende drik, der er blevet hos mig. Den har ikke krydset mine læber siden.

Overfor mig, sidder der en mand i den reneste uvidenhed, og er blevet drejepunktet i mit univers. Han slubrer fra sin dåse, ubevidst om den tankestrøm, han har sat i bevægelse.

Det lille øjeblik i det latinske kvarter, så perfekt i bagtankens kælne skær. To mennesker, to læskedrikke og en fælles aftale om, at pandekager er en helt acceptabel frokost. Denne aftale afstemt af latterens ekko i de augusttomme gader.

Nu er kun drikken tilbage.

Toget stoppede ved Baker Street, og den uvidende mand forsvandt. Han sprang ud i myldretidens trafik af travle londonere. En ny horde af travle bier summer om bord og kun en svag smag af appelsinnektar er ladt tilbage.

/Gemt

Foto: Love in Paris af Florinm (fundet her)

Jeg er Tosset

Jeg vil så gerne være evindeligt ligeglad. Jeg vil være uber cool og overskudsagtig. Jeg vil hvile i mig selv og min viden om, hvor dejlig jeg er. Jeg vil alle de ting og mere til. Hvad jeg ikke vil er vride i vrede og selvmedlidenhed og spilde værdifulde kræfter på Ham. Jeg er SÅ tosset! Hvorfor kan han ikke finde ud af at tage sine fedtede fingre, placere dem på tasterne og sende en besked! Idiot, altså!

Hvorfor kører jeg ikke den gode singlestil? Hvorfor svælger jeg ikke rundt i min egen uafhængighedsfølelse i stedet for at kramme min pude, når jeg ligger mig til at sove? Jeg er fri til at gøre lige, hvad jeg vil, hvorfor en i helvede er det så HAM, jeg vil? Jeg vil ikke ville ham…! Nu. Bum. Basta.

Jeg er kommet udover mine melankolske øjeblikke og er nu bare skiftevis tosset og helt ufattelig skuffet. Jeg har det som om, jeg er blevet lovet at komme til Disneyland, men så var det bare noget ”far” sagde ”fordi han var fuld”. Så står man der lige så lille, mut og med en tom følelse i maven, man slet ikke burde kende til.

Hvad skal jeg bruge det til? Hvordan skal jeg komme videre? Jeg har brug for fucking closure! Men nææææhh nej, det er totalt tøse-opfundet og jeg kan bare GLEMME det. Der kommer aldrig en SKID fra den klaphat. Uuuuuhh, hvor jeg er tosset. Og jeg har INGEN steder at rette min pisselatterlige vrede hen. Jeg kan bare holde kaje og sluge den, kan jeg. Fuck det lort altså. Jeg gider fanderme ikke mere.

Status pt: Ved ikke om jeg er mest tosset eller skuffet.

/Gemt

Foto: Anger af SOS Photography (fundet her)

Alt for kræsen

Du skal simpelthen være mindre kræsen. Bum. Så fik man lige en mening serveret uden at have bestilt den.

I går hoppede jeg på circle line og drønede ned til South Kensington og mødtes med en god kammerat. Det er en gut, jeg har kendt et par år efterhånden. Han er temmelig liberal på sengekanten. Mildest talt. Han synes, jeg får for lidt. Og for fanden, manden har ret! Han har læææænge sagt, jeg er for kræsen. Jeg har protesteret og protesteret, men efter utallige byture uden så meget at have set et snert af noget jeg gad, må jeg bøje mig i støvet. Jeg er for kræsen.

Men hvordan i helvede vender man op og ned på det? Jeg kan jo ikke tvinge mig selv til at føle mig tiltrukket af folk. Eller hvad?

Jeg går i forvejen ikke kun går efter superhotte fyre, slet ikke. Mine ekser er helt almindelige og A er en nørd…! Hvad de har til fælles, er at jeg har det godt i deres selskab. De får mig til at grine, slappe af, føle mig særlig – et eller fucking andet. I bylivet føler jeg NADA. Inden mine to lange forhold scorede jeg på kryds og tværs. Nu kan der gå mååååneder imellem, hvad fanden er det for noget pis?!

Måske et nyt projekt skal skydes i gang. Projekt find en FULDstændig ligegyldig mand, så der kan blive sat punktum efter A. Der er bare lige et problem…. Jeg tror faktisk, jeg har skudt det projekt i gang for længe siden, jeg har bare ikke haft det vilde held i det…

Status pt: Kan ikke finde ud af at være single.

/Gemt

Foto: Ukendt (fundet her)

Nu er det vist slut

Jeg sidder og stirrer på skærmen. Der er arbejde, der skal laves og mails, der skal skrives. Alligevel stirrer jeg bare. Jeg hiver et Word dokument frem og begynder at taste. Jeg er tom og samtidig helt fyldt indeni. Jeg er glad, ligeglad, melankolsk og neutral på en og samme tid. Vejret presser sin grå, ligegyldige vægt nedover mig. Lysten til at gøre det mindste forsvinder, inden den opstår.

Jeg skrev til A i fredags til trods for min store afskedsopsang på bloggen. Sidst på dagen fik han en melding om, hvor vidt jeg synes denne ”drink”, vi skulle have, er blevet en farce. Til trods for, det går mod ethvert princip, sagde jeg, vi kunne mødes til drinken enten søndag eller en dag i næste uge. Hvis det slet ikke kan lade sig gøre, kunne det vist være ligegyldigt.

Naturligvis har han ikke svaret.

Hele weekenden følte jeg mig lettet over at have været ærlig overfor mig selv. Måske burde jeg have ignoreret ham, aldrig have skrevet til ham igen. Men fuck det, det er ikke mig. Jeg har været mig selv overfor ham fra dag et, hvorfor prøve på at være noget andet nu? I sidste ende synes jeg, han er pinligt kujonagtig for ikke at have svaret. Han kan sgu da for fanden bare melde klart ud. Jeg er langt fra lavet af glas og sætter pris på ærlighed og ægthed. Jeg føler dyb empati for det, han går igennem lige nu. Jeg har været der. Det er bare ikke en undskyldning for ikke at melde ud. Der må være lidt respekt for mig blandet ind i handlingerne – eller rettere manglen der på.

I sidste ende er det, der frustrerer mig mest, at jeg ved, han ikke er ligeglad. Han opfører sig som om, jeg intet er for ham, men jeg har set ham i øjnene og jeg kender hans venner. De fortæller en ganske anden sandhed.

Status pt: Savner foråret.

/Gemt

Foto: Woman in the Rain, Cuba af Javier Galeano/AP (fundet her)

Det Store K

Vi mødes smilende, krammer og går ind på restauranten. Et par hyggelige kommentarer om menuen falder. Et par samtaleåbnere bliver smidt på bordet. Mad og to øl bliver bestilt. Stemningen er sat for en dejlig aften. Et godt stykke inde i samtalen, spørger jeg til kæresten. Det går godt, han går og hygger derhjemme. Men der er noget, hun bliver nød til at fortælle. Hun tøver og griner lidt, siger det slet ikke er det rette sted at tage denne samtale. Hvad er det dog? Spørger jeg.

Han har fået Kræft.

Luften forsvinder fra rummet og mit hjerte falder ti etager ned i maven. Jeg siger ikke et ord og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Samtalen kommer i gang igen. Jeg får detaljer og datoer. Jo, han er blevet opereret, men han skal nok have kemoterapi, lyder det. Jeg siger blide ord, kommer med alle de gode tanker, jeg kan. Men hun ved ikke, hvad hun skal gøre. ”Det er jo ikke mine boller,” siger hun med et vagt smil.

Det er en god kammerat. Det er også A’s kammerat. Det er vores fælles venner… Pludselig ryger alle tvangstankerne i perspektiv. I en måned, har hun vidst det. Hun har gået med tanker omkring hans liv, hvor vidt han til at starte med overhovedet ville overleve. Hun har gået med frygten, frustrationen og følelsen af at være ganske utilstrækkelig.

Tanker omkring hvorvidt en fyr kan lide mig eller ej, synes pludselig fuldstændig ligegyldige. Samtidig har jeg bare lyst til at se ham og give ham et kæmpe kram. Det er nogle af vores bedste venner og jeg har INGEN at snakke med det om. Det er deres at fortælle, hvis de vil. Jeg kan bare være der, så godt jeg kan. Alene.

/Gemt

Foto: Hands af Lasha Krikheli (fundet her)

Pinterest!

Sådanner! Har sgu også lavet en Pinterest konto, det skal prøves det hele. Pt er der ikke meget at finde, men skulle man have lyst at lure, så findes den her:

I aften står den på mexikansk og cubansk (maden og baren..!) med to af de frækkeste tøser, jeg kender. Det skal nok blive godt.

/Gemt

Du kan altid regne med Singlen

Veninden i Parret står uden planer. Gutten er weekend-væk med arbejdet. Hvad gør hun? Hun ringer da til mig! Jeg er jo single og siger altid ja.

Det er en situation, jeg er løbet på flere gange de sidste par måneder. De ææææææælsker simpelthen, at jeg er single. Da jeg var sammen med Hr. X*, havde jeg altid tusind planer og skulle bookes ind flere uger i forvejen. Nu tager jeg det, som det kommer og haaaader planer. Jeg elsker at vågne om morgenen og se, hvilken retning dagen tager mig i. Det viser sig, at mine kammerater ikke kun elsker det, men de nærmest regner med det.

Hey, jeg har simpelthen fået en funktion i vennekredsen.

En god svensk veninde, Svenskinden, kommer til at være alene om et par måneder. Kæresten smutter tilbage til Sverige, og hun vil ikke med. De slår ikke op med hinanden (ikke planen i hvert fald), men hun kommer til at være selv. I går giver hun mig hele pløren om, hvor skræmt hun er og ikke kan finde ud af at være selv. DU hænger på mig nu, shit jeg er glad for, du er single, siger hun.

Måske burde jeg blive småfornærmet over den selvfølgelighed, folket nærmest anser mig som, men det er jeg ikke. Jeg føler, de har brug for mig. Okay, jeg er ikke nødvendigvis deres førsteprioritet, men det er mig de ringer til, når det hele bare brænder på eller de har lyst til at have det sjovt. Det er ikke den anden veninde, der også er i forhold. Det er mig. Og det kan jeg godt lide.

Status pt: Har stadig ikke gjort noget ved A situationen. Ignorerer det.

/Gemt

*Til eventuelle nye læsere, så startede jeg i sin tid at blogge efter jeg gik fra min kæreste gennem 2 år. Han har hele tiden været kendt som ”Hr. X”. 

Foto: Smile af Victor (fundet her)

#DagensSingletanke

Er singlen i vennekredsen den alle kan regne med? #DagensSingletanke

Yessir, jeg har sgu smidt mig selv på Twitter. Der smider jeg en 140 karakter lang tanke her og der og alle vejne. Dagens tanke kommer med et indlæg, men lige nu har jeg vist et job, der ikke klarer sig selv...!

@GemtIByen

Nu Er Det Nok

Foto: I Cried Enough For You af Ambyon (fundet her)

Bippelip, en sms tikker ind på mobilen. Det er fredag og tiden er lige passeret midnat. Det er fra Ham. Spørger om jeg vil mødes til en drink eller noget at spise i næste uge. Glæden eksploderer i mellemgulvet og arbejder sig hele vejen op til et smil.

Jeg svarer sidst på eftermiddagen lørdag. Siger det er en deal og hvilke dage, jeg ikke kan. (stilhed)…. (mere stilhed). Tirsdag eftermiddag har jeg endnu intet hørt og sender følgende: ”Hej du, skal vi have den drink eller hvad?” Hurtigt efter kommer svaret: ”Jo klart. Imorgon efter jobbet?” Jeg venter et par timer med at svare og siger jeg er til møde hele dagen i Soho og regner med det slutter omkring kl. 18, så der er det en deal.

Igen stilhed… Kl. 17.49 får jeg endelig en besked. Han skal arbejde til 20-20.30, kan vi mødes en anden dag….?! 45 min senere siger jeg, jeg stadig er sammen med mødefolket og godt kan mødes senere (ja, jeg ved godt, det er lidt dørmåtteagtigt, men gider simpelthen ikke det lort her mere). Han svarer en time senere og siger det nu bliver endnu senere, så det bliver nød til at være en anden dag.

Konklusion: He’s just not that into me.

Jeg ved godt, der kan være masser af grunde (den reelle inklusiv) til hans sløvhed og aflysning. Men hvis han virkelig ville mig, ville han så ikke være liiiidt mere fremme i skoene? Jeg ved, han lige er gået fra sin eks og jeg har det fint, helt fantastisk faktisk, med at tage det langsomt og se, hvad der sker. Hvad, jeg ikke finder mig i, er at være en eftertanke, en fodnote eller hvad fanden der ellers anerkender den mangel på respekt, han udviser pt.

En veninde sagde til mig: ”Hvad er han bange for?” Interessant alternativ måde at se på det på… Hvis han virkelig bare ikke er interesseret, hvorfor så ikke sige det? Vi har fælles venner og det kan blive virkelig akavet og ærgerligt, hvis vi ikke slutter det på en pæn måde.

I sidste ende, har jeg fået nok. Jeg har brug for, han udviser mere respekt og interesse. Jeg ville gerne mødes med ham og tage den her snak ansigt til ansigt, men jeg kan ikke se, hvornår det kommer til at ske. Så nu kan det være nok.

Status pt: Skuffet

/Gemt

Greg Laswell "Goodbye" (fundet her)